10. april 2013 | den store bunke |
Så sidder I der med jeres iPadder og andre tablets og tror, at det er det nye. Men det er det overhovedet ikke.
Se lige her, hvad min mor skrev på, da hun gik i skole i 1930’erne.
Det er den til venstre, der var min mors. Den hænger i mit køkken og husker mig på, hvad jeg skal huske at købe næste gang, jeg skal købe ind. Jeg bruger nu ikke griflen, men kridt. Griflen hviner helt forfærdeligt på tavleskifer. Lyden må have været hæslig i sådan et klasselokale, når alle rollingerne skulle skrive på deres tavler.
Den til højre er min iPad. Princippet er jo fuldstændig det samme som tavlen. Firs år senere hedder den bare tablet i stedet for tavle.
Tankerækken fik mig til at huske den her norske video om munken Ansgar, som er gået i stå med at bruge den nye gadget ‘bog’ og har tilkaldt Broder Helpdesk. Den blev voldrundsendt i mails for et par år siden, og jeg elskede den. Og stadig.
8. april 2013 | den store bunke |
Det er tiden igen. Duerne vil have et sted at turtle. De har kik på min altan. Igen. MEN DET SKER IKKE!! Sidste forår lavede jeg noget andet et øjeblik, og straks havde de overskidt det hele. Det er noget, duer gør, også der hvor de godt kan tænke sig at bo. De er dumme.
I nogle dage har jeg hørt deres kurren ude på altanen, og jeg har kyst dem væk, når jeg har opdaget dem sidde derude på gelænderet og nede i krukkerne. Lørdag morgen sad hr. og fru Due og plirrede ved siden af hinanden i den store krukke. Jeg tog mine vrede øjne på og gik ud og hvæsede ad dem. Og så lagde jeg underskålen oven på krukken. Siden har jeg ikke set dem.
Var det virkelig så let?
6. april 2013 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Min mor fyldte 87 i dag. Det var lykkedes os at samle alle hendes tre børn og nogle svigerbørn og børnebørn til frokost. For at aflaste hende og for at forhindre hende i at ligge vågen mange nætter forud og planlægge havde jeg kækt sagt, at hun ikke skulle tænke på noget som helst; jeg ville tage al maden med. Det var bare rugbrød og pålæg, så det var sådan set ikke så kompliceret, men hun var glad og lettet. Og rigtig dygtig til at holde sig væk fra køkkenet, når vi sagde det.
Vi savnede de store piger, de fire ældste børnebørn, og det var bare ærgerligt for dem, at de ikke fik smagt den ene ting, vi havde gjort noget særligt ud af. En langtidsstegt lammekølle med æblepeberrod.
Altså, det startede med, at vi aftenen før pakkede en frossen lammekølle ind i stanniol sammen med en ordentlig stor busk salvie, estragon, laurbærblade, rosmarin og basilikum.
Ovnen stod på 75°. Ind med dyret i 12 timer.
Så kogte vi en lage af 1,2 l vand, en spsk. peberkorn, et helt hvidløg i tynde skiver, 1 dl groft salt og en hel masse estragon og timian. Det så sådan her ud:
Næste morgen pakkede vi lammekøllen ud. Den var så mør, at benet faldt af.
Det gjorde ikke noget, for så kunne den nemmere være i en beholder, hvor den skulle dækkes helt af lagen, som vi havde varmet.
Så lå den der og kølede langsomt af og hyggede sig med at komme til at smage godt, mens vi fik alle mand purret ud af de varme senge og gjort klar og kørte til Fyn. Jeg var den voksne og ansvarlige chauffør, der på et tidspunkt kunne tælle fire forsvarsløse sovehoveder. Og et lam i bagagerummet.
Og så passede det lige med, at de vågnede, da vi nåede frem, og lammet var lige præcis klar til at blive taget op af lagen og blive skåret ud og se sådan her ud:
Vi lavede æblepeberrod til, som bare er skrællede madæbler i tern, som bliver dampet og rørt med fintrevet peberrod. Nejjj, hvor smagte det godt, og det var så mørt, at man kunne skære det med øjenbrynene, og der er opskrift på lammet her og på æblepeberroden her.
Jeg er sikker på, at vi laver det igen.
2. april 2013 | den store bunke |
1. Højskolebarnet var hjemme på besøg. Det var så dejligt. Det var lige før jeg nød at vaske hendes hjembragte vasketøj.
2-3. Det udløste hele to gange brunch. Med bacon, pølser, røræg og pandekager, og den ene gang også nybagte boller. Det her billede er fra den anden gang.
4. En tur rundt i butikker med Højskolebarnet. Glæden ved at give hende tøj, hun ikke har råd til. Måske heller ikke brug for. Men glæden…
5-6. Hele to løbeture, en alene og en med Morten, begge gange med De hængte hunde (Jens Henrik Jensen) i ørerne. Kan anbefales. Jeg har også støvsuget til et par kapitler. Så ja, jo, jeg har faktisk gjort rent.
7. Pludselig efterladt alene hjemme lørdag eftermiddag. Aaaah, det var rart med te på kanden og bordet fyldt med underholdning. Det findes der også et billede af. Spillet der på iPadden… der brugte jeg bogstaverne til at skrive KRYBBEN. Ha!
8. Blev kaldt til solskin og picnic i kolonihaven selve påskesøndag eftermiddag. Var skønt. Drak havekaffe af søndagskopperne.
9. Cloud Atlas i biografen. Det var godt nok en mærkelig film. God. På en sær måde, som stadig rumler rundt i et hjørne af hjernen. Kan anbefales.
10. Vi kørte højskolebørn tilbage til højskolen og spiste påskekromiddag på vejen hjem. Den 15-årige er en fornøjelse at have med til sådan noget. Han sætter sådan pris på det. Det halve af glæden er at dele hans begejstring.
Som bonus tabte vi nummerpladen. Lige på parkeringspladsen ved højskolen, da bagklappen blev smækket i. Plonk, så lå den i mudderet. Men så satte vi cykelstativet på og spændte lygtebommen på, så var vi registrerbare hele vejen hjem. Det her er Jylland. Vi har træk.
I dag ordnede mekanikeren det. Det var nemt. Det har nok været dagens nemmeste opgave for ham. Han har tænkt sit om kvinder og biler, tror jeg. Men han kender mig heldigvis. Og lyder altid så glad, når jeg ringer.
30. marts 2013 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Jeg blev stoppet på gaden af Karina fra Runners Corner. Hun stod i løbetøj, fik øje på mig, lyste op, sagde “Hov! Løber!!?” og gav mig et påskeæg på en rabatkupon.
“Hvordan kunne hun vide, at du er løber?”, spurgte Højskolebarnet, som jeg fulgtes med.
“Det er da fordi jeg er en løbertype! Det lyser ud af mig”.
(Og så fordi jeg har handlet en del i hendes butik, jo)
“Nå… men fedt at blive genkendt. Må jeg få påskeægget?”
Niks. Det får jeg. Så jeg ikke går sukkerkold, når jeg løber op i butikken for at indløse rabatkortet.
26. marts 2013 | den store bunke |
Jeg har lige været til 50 års fødselsdag. Blandt gaverne var denne personlige hyldest fra et yngre familiemedlem til den gamle rockdreng. Imponerende stykke perlepladearbejde, siger jeg bare.
Og for lidt siden fandt jeg disse gamle billeder af mig og min jerseykalv. Den hed Perle.
Og således hænger alting sammen.
