1. Højskolebarnet var hjemme på besøg. Det var så dejligt. Det var lige før jeg nød at vaske hendes hjembragte vasketøj.
2-3. Det udløste hele to gange brunch. Med bacon, pølser, røræg og pandekager, og den ene gang også nybagte boller. Det her billede er fra den anden gang.
4. En tur rundt i butikker med Højskolebarnet. Glæden ved at give hende tøj, hun ikke har råd til. Måske heller ikke brug for. Men glæden…
5-6. Hele to løbeture, en alene og en med Morten, begge gange med De hængte hunde (Jens Henrik Jensen) i ørerne. Kan anbefales. Jeg har også støvsuget til et par kapitler. Så ja, jo, jeg har faktisk gjort rent.
7. Pludselig efterladt alene hjemme lørdag eftermiddag. Aaaah, det var rart med te på kanden og bordet fyldt med underholdning. Det findes der også et billede af. Spillet der på iPadden… der brugte jeg bogstaverne til at skrive KRYBBEN. Ha!
8. Blev kaldt til solskin og picnic i kolonihaven selve påskesøndag eftermiddag. Var skønt. Drak havekaffe af søndagskopperne.
9. Cloud Atlas i biografen. Det var godt nok en mærkelig film. God. På en sær måde, som stadig rumler rundt i et hjørne af hjernen. Kan anbefales.
10. Vi kørte højskolebørn tilbage til højskolen og spiste påskekromiddag på vejen hjem. Den 15-årige er en fornøjelse at have med til sådan noget. Han sætter sådan pris på det. Det halve af glæden er at dele hans begejstring.
Som bonus tabte vi nummerpladen. Lige på parkeringspladsen ved højskolen, da bagklappen blev smækket i. Plonk, så lå den i mudderet. Men så satte vi cykelstativet på og spændte lygtebommen på, så var vi registrerbare hele vejen hjem. Det her er Jylland. Vi har træk.
I dag ordnede mekanikeren det. Det var nemt. Det har nok været dagens nemmeste opgave for ham. Han har tænkt sit om kvinder og biler, tror jeg. Men han kender mig heldigvis. Og lyder altid så glad, når jeg ringer.