Fuglekrigen

Kære svaler

I er nogle af de fineste fugle, vi har. I hvirvler så elegant mellem murene i store hurtige sving. I står stille i luften med halefjerene spredt ud. I er smukke og fine, I må gerne suse rundt i min gård, og det er et dejligt godtvejrsvarsel, når I flyver helt heroppe i tredje sals højde.

Vi skal bare ikke bo sammen.

Hvorfor vil I spytte jeres rede sammen på den allermindste altan, I kan finde i hele komplekset? Hvorfor?!? Duerne ville også være her, men blev sendt væk, – vi kan altså ikke være så mange. Vi skal jo også selv være her, og det dur bare ikke, at vi skal skides i nakken, når vi sidder og nyder et glas hvidvin eller griller en pølse. Det er jo heller ikke sjovt for jer, vel? At I til den tid ikke tør flyve ind og fodre jeres unger, fordi vi sidder der.

Tag da ned og bo i parkeringskælderen sammen med alle de andre. Så kan I også råskide på min bil ligesom dem. Det er i orden. I skal bare holde jer væk fra min altan.

Så ja, det var mig, der skrabede jeres friske mudderspytklatter ned i eftermiddags og undskyld for det, og ja, jeg satte en vagtdreng ud på bænken for at holde jer væk. I forskrækkede ham faktisk, da I lige strøg forbi næsen af ham, og sig lige undskyld for det.

Og det tørklæde, jeg nu har monteret til at hænge og flagre, det er for at I ikke skal flagre op i hjørnet over døren og klistre på en mudderhytte igen. For jeg advarer jer! Jeg skraber det ned. Hvis I vil krig, så kæmper jeg. Med spartel og fejebakke.

Nu ved I det!