2. maj 2013 | den store bunke |
Jeg har lige slået et skår i en tallerken. Fordi jeg tømte opvaskemaskinen på jeg-kan-da-bare-flytte-mange-tallerkener-på-en-gang-måden. Jeg tænkte bare nå, så gider jeg ikke have dén mere.
Men var dét forkert?
Engang var jeg hos en astrolog, og mens jeg sad i sofaen og ventede på at få uddybet det horoskop, han havde lagt for mig, tabte hans kone en skål ude i deres køkken. Den gik i stykker, og hun var så forfærdeligt ked af det, at hun næsten græd. Jeg prøvede at sige, at det jo bare var en skål, men det virkede ikke. Jeg kan jo heller ikke vide, hvordan planeterne stod for hende den dag. Eller for skålen.
Nu har jeg trukket på skulderen og smidt min tallerken i skraldespanden.
Er jeg et koldt og ufølsomt menneske?
1. maj 2013 | Heldige mig, Køkkenskriverier |
“Hej Birgitte
Du har svaret rigtig i vores konkurrence og vundet et Pantone Universe krus – Tilykke 🙂
Vi sender dit krus til dig i løbet af en uges tid. ”
Sådan en mail fik jeg for nogle uger siden. Tre uger tidligere havde jeg været knaldhurtig til at svare på en anden mail. Åbenbart en af de 50 hurtigste i landet til at svare på, hvem der har designet, hvad de der krus er lavet af, og hvornår de blev fundet på. Det sidste var ikke så svært, eftersom anledningen var et 50 års jubilæum. Og så skulle man angive, hvilket krus man gerne ville have, hvis altså man var blandt de knaldhurtigste. Jeg ville godt have et orange af dem, der er velegnet til varme drikke.
Så trak jeg på skuldrene og tænkte på noget andet. I lang tid. Og tænkte, at de ikke selv var særlig hurtige i det der firma. Så kom hurramailen. Og der gik to uger. Så kom kruset. Se, hvor fint det er.

Jeg er glad for det og føler mig som en af dem, man læser om i bladene. Der kan man jo heller ikke se, hvor varme drikke de har i deres krus. For det er altså lidt blæret at hævde, det er velegnet til varmt. Okay, materialet kan tåle varme, men det fungerer nok bedre til lunkne drikke. Hvis man ikke vil brænde fingrene.
Men ellers er jeg stærkt tilfreds med mit held, og 49800 Pantone Universe Cup Classic Tangerine Tango – 17-1463 passer perfekt i min flok af umage kopper.
30. april 2013 | den store bunke |
Jeg løb en tur i dag! Det er ikke noget, jeg har prioriteret særlig højt på det seneste.
“På det seneste”….? Det sidste år, faktisk. 1. april 2012 løb jeg halvmaraton i Berlin og var i rimeligt god form. Derefter lod jeg mig distrahere af alt muligt andet og rendte måske også ind i en mindre motivationsskade. Det har imidlertid vist sig, at jeg stadig har et løberomdømme. Jeg bliver jævnligt spurgt, hvordan det går med mit løb, og det virker altid, som om den spørgende har rustet sig til at få beretninger om den ene bedrift efter den anden kastet i ansigtet. Så trøster jeg dem og siger, at det slet ikke er sådan fat.
Men so what? Det er længe siden, jeg holdt op med at ærgre mig over alle de gange, jeg ikke kommer ud. I stedet glæder jeg mig over, NÅR jeg kommer af sted. Og det gjorde jeg i dag.
Det var så længe siden, at jeg næsten ikke kunne huske, hvad man skal have på, og slet ikke hvor langt jeg var kommet i den lydbog, jeg hørte på, sidst jeg løb.
Kristi Himmelfartsdag skal jeg løbe Kalkmineløb, ti kilometer i kuperet terræn (Efter devisen: Er der en knold, skal man OVER den – aldrig uden om), og det er rart nok at vide, at jeg kan, også selv om jeg har hele dagen til det.
Og jeg kan! Det gik langsomt, men det gik godt. Jeg havde Langs Smertegrænsen i ørerne. Skrevet af Thomas Clemen og læst op af Bent Otto Hansen, som har den kedelige vane at holde lidt for irriterende lange pauser midt i sætninger. Ellers virker bogen lovende, og måske kan jeg anbefale den. Engang om længe. Jeg hører nemlig kun bog, når jeg løber eller støvsuger.
Mine fine syv kilometer i dag bragte april måneds statistik op på den svimlende distance af næsten 24 tilbagelagte kilometre. En KLAR fremgang i forhold til 17 i marts.
Wuhu, jeg har vinger.
28. april 2013 | At have have |
Efter en ualmindeligt ugidelig og drivende doven Store Bededag drog vi i kolonihaven i weekenden. I løbet af ugen har vi fjernet sten og fliser og venter nu på, at nogen kommer og skræller det øverste lag jord af, fræser og efterlader os med et jomfrueligt fundament for frø og løg og knolde og buske og blomster og … og….
Vi kan altså intet andet end at skue ud over jorderne i øjeblikket, så vi trak indenfor og ryddede ud i udhus og indhus. Og undrede os mange gange over, hvad man dog har fundet på at gemme.
Men allerførst kørte vi ud og foretog vores første fælles investering ever.

Det blev et lokum! Vi kunne simpelt hen ikke få det gamle til at virke.

Jo, der er faktisk en brugervejledning til sådan et.

Det første værelse er færdigt!
Og så slæbte vi ud, sorterede, vurderede, gjorde rent, samlede i bunker, overvejede, fejede, ordnede, undredes, flyttede, grinede, snakkede, savede en dør til, hentede trailer, hilste på Ejner i nabohaven, slæbte mere og undredes igen.
Vi har noteret ting, vi kommer til at mangle og snarest vil få anskaffet. Og så er der ting, vi ALDRIG kommer til at gå ned på.

Jeg sorterer pinde. Vi har lange grønne pinde, vi har korte træpinde med orange ender, vi har bambuspinde, vi har buede metalpinde i forskellige udgaver.

Vi kommer aldrig til at mangle pinde! Og sikke da en fed tønde, ikke?!

Vi kommer heller aldrig til at mangle handsker. Vi har til de hænder, der vil tage ordentligt fat, til dem, der gerne vil promenere blomstrede – mange farver og sorter – fingre med dupper, til dem, der foretrækker noget blødt eller noget med skind, og til dem, der ikke vil være våde. Vi gemte 12-13 par, mest fordi de nu var der, og smed 10-11 par ud. Og der blev ved med at dukke nye op.

Den første, der køber en rulle poser, bliver skudt!

Småt brændbart, urent jern, glas, deponi, papir, vi har det hele. Cyklen fejler ikke andet end at have mistet pusten, så den beholdt vi. Senere fandt vi også nøglen. Og endnu senere én mere.

Første tur til genbrugspladsen.

Hov? Nej, hvor godt! Én af os var kommet til at lægge kartofler til spiring hjemme i sit køkkenskab… Lad os da se, om de kommer op igen, når vi lægger dem i jorden. Hvis det bliver mig, der står for den del, lægger jeg dem. Det gør vi på Fyn. Hvis det bliver Morten, sætter ham dem. Det gør de i Jylland. Hvor vi er. Men vi kan godt blive enige om at hyppe dem.

Flasker der har stået meget længe i et køkkenskab og ventet på at blive fundet. Smukt og skulpturelt. Vi var nu mere interesserede i, om der var pant på dem.

I køkkenet var der en overflod af ukurant service, som der jo skal være. Tre slags kaffekopper med flere under- end overkopper og 12 forskellige tallerkener. Blandt andet.
Men hey! Der er ingen vinglas! Og alt det hvidvin, der skal drikkes i den have! Men hey! Jeg har alt for mange vinglas hjemme. Problem solved.

Oh my God… en hel SKUFFE fuld af gummihandsker!
Og vores duge vil aldrig blæse væk. Vi har 18 dugeklemmer
Og vi vil aldrig mangle knager. Eller ruderens.
Og hvis nogen mangler håndmalede husnumre og bor i nummer 10 eller 01, så har vi også dét. Eller nej, de røg vist i småt brændbart.
Det har været nogle skønne dage, og hvor jeg glæder mig til at så og plante og lægge kartofler.

Kald lige dét en knaldhytte én gang til!
26. april 2013 | den store bunke |

I dag kommer til at tage lang tid. Hele dagen, hvis jeg skal fortsætte samme tempo som indtil nu. Drikke kaffe, læse hele avisen, undersøge om noget skal støvsuges – og måske gøre det. Tage kontaktlinser på, lægge tøj sammen, overveje at runde haven (solen skinner, jeg synes ellers, man havde lovet mig regn).
Aaaah, at have en verden af tid på en fredagsfridag uden planer!

Og når forretningerne engang åbner igen, skal jeg måske overveje at købe nye bukser.