10. maj 2013 | At have have |
Tålmodighed er en af de syv dyder. Den kommer sammen med Kyskhed, Udholdenhed, Barmhjertighed, Indsatsvilje, Velvilje og Ydmyghed.
Jeg troede, at tålmodighed var evnen til at kunne vente. men det er det slet ikke. Det er det modsatte af vrede og dermed evnen til at tilgive og vise nåde overfor syndere; at løse konflikter fredfyldt – som en modsætning til vold. Siger Wikipedia.
Her har jeg ellers i flere uger øvet mig i at vente og troet, at det var min tålmodighed, der var sat på prøve.
Haven ser sådan her ud. Jeg har gemt billedet for at kunne bruge det som før-billede i forvandlingsreportagen. Men der er ikke noget efter-billede. Haven ser sådan her ud. Stadig. Den gisper og venter på kunstigt åndedræt. Og jeg ånder dybt ind og ud, og som i en anden fødselsforberedelse passer jeg på ikke at hyperventilere. Det er en hård fødsel, og vi er gået over tiden. Nogen der skal komme og plukke birketræet og skrælle det øverste lag jord væk, det med alt ukrudtet, har ikke helt været forbi endnu. Jeg kan næsten ikke vente. Men på søndag kommer indgrebet. Måske. Nok.
Jeg har kigget på alle frøposerne. Maj-juni, april-juli, april-juni, står der. Det er ikke for sent. Siger jeg hele tiden til mig selv. Jeg siger det også højt.
I dag var jeg nødt til at sætte gang i noget dyrkning, så der er noget konkret vækst at vente på. Så jeg plantede tomater. Tre fine planter, så nu er det bare at vande og vente, som Peddersen sagde til Findus, da de havde sat kartofler og frikadeller i hele køkkenhaven. Det var før hønsene slap ud. Og det var i “Gok-gok i køkkenhaven”.
Jeg såede også solsikkefrø til forspiring. Så kan de altid blive plantet ud, når vi finder ud af, hvor den gode plads er til dem. Der skal være godt med luft oven over, for det er den type, der bliver 2-3 meter høje, læste jeg bagefter på posen.
Jeg havde ikke briller på, da jeg var i havecentret.
8. maj 2013 | den store bunke |
10.748,14
Det sidste døgn har jeg arbejdet intenst med disse tal. De er svære at vænne sig til.
Det er det beløb, jeg skal efterbetale i varme. Altså udover det, jeg allerede har betalt a conto. Det er et beløb, som nær har taget livet af mindst to mennesker. Min landlord, da han fik varmeopgørelsen for ejendommen, og mig, da jeg åbnede kuverten.
Når man bor øverst i en ejendom fra attenhundredeognoget, må man regne med, at det er den dyreste lejlighed at varme op. Varmen fiser ud alle steder, gør den. Det er også den bedste lejlighed. Men det er mange penge alligevel. Dem ville jeg godt have brugt på noget andet. Jeg vidste jo ikke, at jeg allerede havde brugt dem.
Siden i går har jeg prøvet at vinkle det uundgåelige faktum – pengene skal betales – på en måde, så jeg tror at det er noget godt.
“Hvor er det generøst af mig at finansiere en tredjedel af det samlede varmeforbrug i en ejendom, der huser en forretning og fem lejligheder.”
“Det er godt, afregningen kommer nu, så det ikke går ud over julegaverne.”
“Det er bare penge. Ingen er døde. Eller syge.”
“Godt jeg ikke har bestilt en dyr sommerferie. Eller efterårsferie. Eller vinterferie.”
Jeg nåede frem til to veje at gå. At foreslå min husejer at få energitestet, så man kan se, hvor varmen slipper ud, og under alle omstændigheder smide noget isolering op på loftet. Og at betale noget mere a conto, så det i det mindste bliver fordelt over hele året.
Så trampede jeg ned til Landlord med min jeg-er-din-bedste-lejer-attitude. Han vidste selvfølgelig med det samme, hvorfor jeg kom. Og så stod vi der og trippede i takt for at komme først med, hvad vi syntes, der skulle gøres. Han havde nemlig også tænkt. Han har selv boet i min lejlighed i mange år og ligger inde med hele varmeopgørelseshistorikken, og synderen er, tror han, … tadaaaa… skunkene. Og det er rigtigt, at de sommetider blæser op, når det stormer og vinden står rigtigt. Så han har faktisk allerede bestilt nogen til at isolere dem. Ind i snakken fik han flettet sit trumfkort: ”For du er en god lejer”.
Og er det ikke ligegyldigt, at jeg er til fals for den slags, hvis det hjælper med til at acceptere en femcifret efterregning?
“Landlord er et ordentligt menneske.”
Slemme, slemme skunk!
5. maj 2013 | Betragtninger |
Man skal kende folk for at vide, hvilke øjne de ser med.
Da jeg var barn, sad min far altid i bilen og kastede lange blikke til begge sider ud over markerne. Han holdt øje med, hvordan afgrøderne stod.
I dag har jeg på en lang køretur hjem fra Sverige siddet ved siden af en mand, som også kastede lange blikke til begge sider ud over markerne. Det er, fordi bukkejagten snart går ind.
3. maj 2013 | den store bunke |
Den ene har ventet længe på dette øjeblik. Den anden sagde, lige efter at billedet var taget: “Og så må du godt holde op med at gro!”
Men vi ved godt, at den store bliver den lille og fremover må trække andre discipliner ind i konkurrencen. For eksempel omkreds af overarme.
