Da jeg var en lille pige hjemme på Fyn, lå min mormor sommetider i sengen, og de voksne sagde, at “hun ligger med astma”.
Jeg vidste ikke, hvad astma var. Jeg forestillede mig, at mormor lå inde i sengen med et glas saftevand på natbordet ved siden af en tallerken med to stykker ost’ma’.
Svalerne har ikke forsøgt at bygge rede oppe i altanhjørnet den sidste uges tid. Kampen var vundet. Troede jeg. Men i går, da det var magsvejr, syntes jeg godt nok, de svævede lige lovlig tæt og frækt omkring min altan. Og to svaler sad på hver sin tagrende og blinkede konspiratorisk til hinanden på den indforståede svalemåde.
Jeg har taget konsekvensen og bygget palisader. Så kan de bare tro, at der er nogle andre, der har købt grunden og sat håndværkere i sving inde bagved, og så er der åbningsfest til grundlovsdag eller noget. Jeg er ligeglad. Jeg vinder!
Naboerne har nemlig ikke noget græs. Det er udelukkende nyttehaver. Vores er til både nytte og nydelse.
Indtil nu har der kun været tale om ydelse, men nu er hvidvinen i sigte. Og liggestolslæsning i skyggen af piletræet, mens vi venter på, at afgrøderne kommer op. Arh ja, der er selvfølgelig altid noget at gøre. Jeg har udset mig et bed, der skal endevendes og ryddes for skvalderkål, og måske er det her, der skal være stauder. Vi har hver vores yndlinge. Morten kan lide hortensia, og jeg vil have solhat.
Vi fik græs i går. Da jeg cyklede hjem fra arbejde, var der leveret to paller græsroulader, og inden aftenen var gået, var det rullet ud.
Jens fra AB Kirketoft har været vores haveengel hele vejen. Det er ham, der er gået forrest i forvandlingsprocessen. Jeg måtte gerne reklamere for ham på Facebook, men jeg måtte ikke skrive græsroulader i samme sætning, som hans navn indgik i. Det har jeg heller ikke gjort. På Facebook. Men her bestemmer jeg selv. Græsroulade, græsroulade, græsroulade, Jens Buhl.
Det er helt vildt, så hurtigt det er gået fra kaos og modløshed til det modsatte. Se lige, det findes i virkeligheden og ikke bare i fjernsynet.
Skal vi ikke skåle?
Der er flere ruter at gå, når målet er selvtilfredshed og en velvoksen glorie. Du kan rejse dig op for alt over tredive i bussen, give penge til alle de indsamlinger der findes, lægge hovedet på skrå og lytte til alle der stopper dig på gaden med spørgsmål om mobiltelefoni og eludbydere og Amnesty, købe fuldkornstarteletter, skure brusenichen, læse Information regelmæssigt.
Du kan også gå direkte i Blodbanken, svare på et spørgeskema – husk nej i alle felter, bortset fra to drillesteder, hvor du skal vælge ja, skrive under med din højre pegefinger, sige dit navn og personnummer tre gange, få en juice og et stykke chokolade, læse Billed-Bladet fra en gang i april og afgive en halv liter nul rhesus positiv.
Så kan du gå hjem med en mægtig pose god samvittighed.
Rundt regnet 35 tapninger i årenes løb giver cirka 17 liter blod. Jeg kan have totalreddet tre mennesker eller klatreddet ti gange så mange. I dag tager jeg glorien på.
Min mor var på besøg i går. Hun er 87 og sej som sålelæder. “Jæ har tæijt mig å blyv hunner år”, siger hun. Hun siger det på fynsk, og for dem, der ikke har dét som modersmål, så agter hun at være hos os mindst 13 år endnu. Nu må vi se, hvordan det går med det projekt, men indtil videre er hun en gæv kone, selv om hun har svært ved at acceptere, at hun fysisk ikke længere kan, hvad hun før har kunnet.
Hun har altid elsket haver, og jeg havde glædet mig lige så meget til at vise hende kolonihaven, som hun har glædet sig til at se den. Størstebror og svigerinde var de uvurderlige chauffører, som bragte hende. Først kæmpede hun sig op ad trapperne til min tredjesal til frokosten, og så tog vi allesammen i haven og tilbragte resten af pinselørdag der.
Haven bestod. Der er godt nok ikke noget græs lige nu, men der er sået og plantet, og alt i alt nydeligt, og det var fantastisk vejr.
Sikke en dejlig, dejlig dag. Haven rummede os allesammen. Børnene, både de store og de knapt så store, spillede bold, mediterede, klatrede, hyggede sig, og de voksne studerede vækster, ordnede og gjorde ved, snakkede og hyggede sig.
Og så beviste vi, at elektricitet er vanvittigt opreklameret. Vi har det ikke. Vi har koldt vand, to gasblus og en grill, og alligevel sluttede vi af med en herremiddag til otte. Marineret mørbrad, bagte kartofler og salat. Og det service, der nu er. Vi har tre flade tallerkener, der er ens, resten er forskellige dybe tallerkener, og så har vi kun syv gafler, så en af os måtte spise med kniv og ske.
Da de skulle hjem, var min mor kommet til at fryse lidt, men heldigvis har vi mange handsker, så da vi vinkede farvel, sad hun på bagsædet, træt efter en anstrengende dag, men med fine blomstrede havehandsker på.
Jeg er stadig glad.
Mormor ordner. Barnebarn gemmer sig i et træ.
