17. maj 2013 | den store bunke |
Kære svaler
I er nogle af de fineste fugle, vi har. I hvirvler så elegant mellem murene i store hurtige sving. I står stille i luften med halefjerene spredt ud. I er smukke og fine, I må gerne suse rundt i min gård, og det er et dejligt godtvejrsvarsel, når I flyver helt heroppe i tredje sals højde.
Vi skal bare ikke bo sammen.
Hvorfor vil I spytte jeres rede sammen på den allermindste altan, I kan finde i hele komplekset? Hvorfor?!? Duerne ville også være her, men blev sendt væk, – vi kan altså ikke være så mange. Vi skal jo også selv være her, og det dur bare ikke, at vi skal skides i nakken, når vi sidder og nyder et glas hvidvin eller griller en pølse. Det er jo heller ikke sjovt for jer, vel? At I til den tid ikke tør flyve ind og fodre jeres unger, fordi vi sidder der.
Tag da ned og bo i parkeringskælderen sammen med alle de andre. Så kan I også råskide på min bil ligesom dem. Det er i orden. I skal bare holde jer væk fra min altan.
Så ja, det var mig, der skrabede jeres friske mudderspytklatter ned i eftermiddags og undskyld for det, og ja, jeg satte en vagtdreng ud på bænken for at holde jer væk. I forskrækkede ham faktisk, da I lige strøg forbi næsen af ham, og sig lige undskyld for det.
Og det tørklæde, jeg nu har monteret til at hænge og flagre, det er for at I ikke skal flagre op i hjørnet over døren og klistre på en mudderhytte igen. For jeg advarer jer! Jeg skraber det ned. Hvis I vil krig, så kæmper jeg. Med spartel og fejebakke.
Nu ved I det!
16. maj 2013 | At have have, den store bunke, Heldige mig |
Alt det gode står i kø i dag.
Bukkejagten gik ind ved midnat. Klokken 5.20 nedlagde min jægersjægersmand sin buk. Bukken. BukkEN. Ham som alle jægerne i konsortiet har gået og glanet efter og og drømt om om natten og håbet på at få. De vidste, han gik der. Det gør han ikke mere. Sådan ser han ud, og jeg ved ikke engang, om man må beskære et trofæbillede så skammeligt. Men jeg vil bare vise opsatsen, og hvis nogen er interesseret i data, er jeg sikker på, at der vil blive både opmålt og indvejet og sammenlignet.
På vej på arbejde cyklede jeg forbi kolonihaven for at se, om Buk allerede hang i værkstedet der. I stedet fik jeg øje på gartnerens røde lastbil med allerede nogle børfulde skrab på ladet og to stykker karlfolk i haven. Jeg gav mig ikke til kende, for det skulle jo nødigt virke, som om jeg lugelurer. Men nu ser haven SÅDAN ud:
Hjemme er der også sket noget. Jeg har længe plæderet hos Landlord for et nyt køleskab, fordi det gamle jævnligt gik amok i kuldeproduktion og gerne arbejdede i tocifrede minusgrader. Det er jo ikke til at holde mad så, når man aldrig ved, om æggene er frosne eller osten er uskærlig eller salaten rasler med iskrystaller. Landlords hårdehvidevaremand har hævdet, det kunne repareres. Det var nemlig et meget dyrt mærkekøleskab. Jaerh…! Men det virker bare ikke! Heller ikke efter reparationen. Al min mad er frosset ihjel. Så nu gav han sig, og i dag – OGSÅ på denne lykkedag – er denne fætter blevet installeret.
Se, hvor glad nogen blev!
Og og og og… i aften skal vi til koncert i Herning. En af jagtkammeraterne mener 110 %, at min jægersjægersmand kommer til at møde Bruce Springsteen personligt. Med det held.
Så gør det altsammen ikke noget, at jeg i et par timer i formiddag troede, at jeg havde drukket rengøringsmiddel fra kontorets kaffemaskine. Jeg var meget indadfølende hele formiddagen, men symptomerne kom ikke, og senere fik jeg at vide, at det bare er vand, den renser sig med – lige ned i min kop, som jeg ikke havde fået hentet. My lucky day!
Jeg lever også fint med, at jeg kom hjem til brev fra dem her:
15. maj 2013 | den store bunke |
I søndags flød internettet over af to ting: Den lokale fodboldklub rykkede op i Superligaen efter fem år i … et andet sted, og det var mors dag. Mors Dag. Skal det skrives med stort? Er det så etableret en institution?
Facebookopdateringerne vekslede KUN mellem “Sådan, VFF!” og “Se, hvad jeg har fået af mine børn”.
Ingen af delene kom rigtigt mig ved. Jeg er ikke synderligt fodboldinteresseret. Har det ligesom den lille pige, som sagde “Jeg synes, det er meget sjovt at være på Stadion, men jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal lave, mens de spiller.”
Og det andet er aldrig rigtig gået op for mine børn. Jeg er heller ikke selv vokset op med det. Kan kun huske en enkelt gang i førskolealderen, hvor jeg plukkede en skæv, men velment buket stedmoderblomster med alt for korte stilke til min mor i hendes egen have, fordi jeg havde hørt noget om mors dag. Mine børn er heller ikke blevet hjulpet på vej af deres far, mens de voksede op og stadig var til at forme. Omvendt har jeg så heller ikke lært dem, hvornår det er Fars Dag.
I virkeligheden er det jo bare Blomsterhandlernes Dag og Isenkræmmernes Dag.
I søndags skete der det, at villavejene i kvarteret omkring kolonihaven – og Stadion – var proppet med parkerede biler, at højskolebarnet tog tidligt af sted, fordi hun skulle til One Direction-koncert i Hamburg, den 19-årige så jeg slet ikke, og den 16-årige kom hjem fra farweekend sidst på eftermiddagen og anede intet om, at man kunne høste kolossal goodwill ved at begave sin mor.
Jeg er ikke skuffet. Jeg har opdraget dem sådan. Og jeg er et stort menneske, så jeg tager mit stive smil på og siger både “Tillykke, VFF” og “Næææh, så fine ting I fik”.
12. maj 2013 | At have have |
Nu klager jeg ikke længere, for i dag blev der ordentlig gjort ved i haven. Fra en forsigtig lille brændestabel af det fineste birkebrænde til et veritabelt stykke sort jord til køkkenhaven.
Se bare hvordan det skrider frem, og hvordan vores nye bedste ven tryller med en spade. Skrælle, skrælle, skrælle skvalderkål, lupiner, løvefod og græs. Køre, køre, køre trillebør. Fræse, fræse, fræse.
Nu er bolden tilbage på vores egen banehalvdel, og jeg er næsten helt skræmt over alt det bare jord, jeg skal til at indrette. Jeg må tegne en såplan.
Tænker I også, at jeg har samme hår som Madam Mim?
11. maj 2013 | At have have |
Graver…
Klipper…
Vælter…
Saver…
