12. marts 2014 | den store bunke |
Jeg kan ikke lide banan. Ikke bare Jeg bryder mig ikke om banan. Men helt præcist Jeg kan ikke lide banan. Jeg spiser det ikke og har aldrig gjort det. Bananer har en fin form og en flot farve, men de smager grimt. Det er en af de fire madvarer, jeg ikke spiser, fordi jeg ganske enkelt ikke kan lide dem.
Derfor får jeg sjældent frugtsalat, og jeg har renonceret på mange kager, når jeg opdagede, der var banan i. Det var især grænseoverskridende, da børnene var små og skulle have bananmos, og jeg skulle bilde dem ind, at det var dejlig mad.
Jeg ville ikke overleve, hvis jeg blev forladt i en jungle, hvor jeg var nødt til at leve af vand og bananer.
I går var der hjemmebagt kage på kontoret. Endda to slags. I dag talte vi om, hvor gode de var. “Især den med nødder”, sagde jeg, “den smagte helt vildt godt!” “Banankagen?”, ville en kollega så have præciseret.
Hvad?!? Så var jeg blevet snigløbet. Der var banan i, og det kunne overhovedet ikke smages…
Er det alderdomsskavanker, der indhenter mig? Så varer det vel ikke længe, før jeg også kan lide rosenkål, blegselleri og gule ærter…?!
11. marts 2014 | den store bunke |
Jeg kan næsten ikke nå at holde lageret med kertepærer trimmet. Jeg køber pærer til depotet hver anden dag for tiden.
I sidste uge sprang pæren i lampen i gangen. Der lå en enkelt reserve i kassen med pærer og batterier. Så købte jeg en ny til at have liggende.
Få dage efter sprang den ene pære i emhætten. Så var der igen huller i lagerbeholdningen, og jeg købte nye forsyninger, denne gang to.
I dag sprang pæren i den ene lampe på badeværelset. Så nu er der igen kun en på lager.
Og hvis alle kertepærer i lejligheden har bestemt sig for kollektivt selvmord her i foråret, er der stadig endnu en lampe i badeværelset og den anden side af emhætten, der ikke har opgivet.
Kom nu. Så vi kan få det overstået.
Pære angler efter venskab
10. marts 2014 | den store bunke |
I dag slog det mig, at det kun er danske personnavne, jeg er så fortrolig med, at jeg umiddelbart kan udlede nogen forestillinger bare ud fra navnet. Have en ide om personens alder, region, socialklasse.
Jeg kender en svensk pige, som fylder 19 i dag. På Facebook var der en Vidar, der ønskede hende tillykke. Det navn har ingen plads i mit system og giver mig ingen billeder. Jeg kan ikke vide, om det er en af hendes jævnaldrende eller en af forældrenes venner, en lærer, en træner, en ældre bekendt. Jeg nåede ikke at se profilbilledet, inden hele denne tankerække var sat i gang. I den bog, jeg er ved at læse, er der en Vidar, derfor var det netop den lykønskning, jeg stoppede op ved; jeg havde netop stiftet bekendtskab med det navn. I bogen er det en ældre mand, men jeg har intet at binde det op på i forhold til at vurdere, om unge svenskere hedder sådan.
Jeg kender også en dansk pige, som har fødselsdag i dag. Hun er 18, og på hendes Facebookvæg kan jeg umiddelbart afkode ud fra fornavnene, hvilke lykønskninger der kommer fra jævnaldrende, og hvilke der ikke gør.
Hendes storesøster er født i Stockholm for 27 år siden, og da vi fik at vide, hvad hun skulle hedde, syntes vi, det var synd, for det navn faldt helt ved siden af i Danmark på det tidspunkt, men det kunne man altså godt hedde i Sverige. Få år efter blev dette pigenavn et af de mest populære i Danmark og har ligget i top 5 i mange år – og gør det stadig.
Min datter er meget optaget af navne og har en klar forestilling om, hvilke aldersgrupper forskellige navne hører til. Hun synes, de fleste mænd i 40-årsalderen ”ligner en, der hedder Henrik”, og de fleste mænd i halvtredserne ”ligner en, der hedder Henning”. Selv hedder hun Laura, et navn, vi syntes, vi skilte os ud med for 21 år siden. Det gjorde vi ikke.
Man kan prøve at undgå at blive fanget af navnestrømmen. Nogle af mine venner ventede barn, skal vi sige, det var i 1990. De kontaktede Danmarks Statistik for at høre, hvilke faldgruber der var. ”Bare I undgår Christian!”, var svaret. Det var åbenbart den vej, alle ville det år. De kaldte barnet Nana.
Jeg snakkede engang til et selskab med en kvinde, der hed Maria. Hun omtalte sin mand som Aksel. I løbet af samtalen forstod jeg, at Aksel var spansk, født i Spanien og flyttet til Danmark, da han mødte Maria. Jeg spurgte, hvordan det kunne være, han hed Aksel, som for mig er et meget dansk navn. Det gjorde han heller ikke, sagde Maria, han hed Xavier, men det var jo et helt umuligt navn for danskerne både at udtale og skrive, så han havde kaldt sig Aksel, da han kom til Danmark. Det havde han læst i en bog og var overbevist om, at det var et helt almindeligt navn i Danmark. Siden var det gået op for ham, at det ikke var tilfældet, men da var det for sent at slippe af med Aksel.
Var han flyttet til Sverige, havde han måske kaldt sig Vidar. Og jeg har stadig ingen anelse om, om det havde passet bedst til ham, hans far eller hans søn.
9. marts 2014 | At have have |
Den nye sæson er skudt i gang. Noget har haft travlt med at skyde i et stykke tid. For eksempel krokus i plænen. Skal vi klandre gartnerdrengene, der sidste år skrabede et lag jord af grunden, inden græsset blev rullet ud, for ikke at have skrabet dybt nok? Eller rullegræsleverandøren for at have rullet krokusløg med i rouladerne? Eller nyde, at nogle vækster bare overlever, hvad end man sætter i værk, så længe de er kønne at se på? Jeg har allerede valgt.
I en have, som vi bare lukkede lågen til i efteråret, er der masser at gøre. Det kan være svært at bestemme, hvad der er vigtigst at gøre først. Men man skal bare starte, så giver det på eller anden måde sig selv, og man bliver ført i retninger, der ikke var til at forudse. Jeg er ofte i tidligere haveliv gået ud for at gøre ét og er kommet ind fire timer senere og har gjort noget helt andet.
I dag bestemte jeg mig for, at havemøblerne skulle ud. Så måtte jeg først feje pladsen, hvor de skulle stå, og fjerne nedfaldne birkegrene og stykker af itublæst tagplade og beskære den visne klematis. Oven på havebænken stod toilettet, det kemiske, som var blevet tømt og vasket som noget af det sidste inden sæsonafslutning. Før det kunne sættes på plads, måtte gulvet fejes. Og SÅ kunne bord, bænk og stole bæres ud og fejes rene for spindelvæv og visne blade.
Kaffetid. Men der er ikke åbnet for vandet i haveforeningen endnu, så vi måtte have bud i Fakta for at købe vand. En efterladt rulle mariekiks og en pose skumfiduser i køkkenskabet fra sidste sæson blev storslået tilbehør.
Der var masser af oprydning, vi kunne gå i gang med. Tomatplanterne fra i fjor hang stadig triste og mugne bundet til deres pinde. Visne stængler fra sidste års blomster. Uddøde hindbærgrene. De sidste kartofler i bøtten, på størrelse med valnødder, røg i affaldssækken. De sidste porrer i jorden røg samme vej. Solsikkestammerne skulle skæres i kortere stykker til kompostbeholderen. Det var der meget rundt omkring, der skulle.
Nogle af os målte taget op. Der er huller i plastikpladerne, nogle kommer af ælde, nogle af storm, og det skal skiftes. Nu er der skrevet tal ned, og der skal beregnes fornødent indkøb.
Vi fik startet på at rydde det hjørne, hvor der er et krat af gamle hindbærbuske, som ikke får lys og plads nok til at bære frugt, og rønneskud, som hen på sommeren vælter ud over havegangen, så vi må gå sidebøjet.
Så skulle vi spise is og måtte have bud på tanken.
I år starter vi havevirket et helt andet sted end i fjor, og det er virkelig, virkelig rart. Sidste år skulle vi først rydde ud både inde og ude og vente på, at sneen forsvandt og frosten gik af jorden. I år kan vi med det samme starte med at gøre det, man gør i en have.
Nu er vi i gang. Jeg har nydt solens varme og kan allerede mærke, at det strammer i kinderne, at håret er filtret, og at det er akkurat lige så dejligt at være i haven som sidste år.
7. marts 2014 | den store bunke |
Hvordan ved man, at tiden er inde til at holde op med at købe vinterstøvler til sine børn? Dét står ingen steder i forældremanualerne, og gennem årene, i takt med at fødderne vokser, køber man sig fattig i ordentlige støvler, vinter efter vinter. Mærkevarer og dyre, fordi det er hvad man kan få og stadig have nogenlunde god ergonomisk samvittighed. Sommetider kan børnene arve efter hinanden, men det er jo heller ikke rigtigt – undskyld mig – gangbart, for de sarte barnefødder skal ikke gerne formes af storesøsters eller storebrors plader. Så de skal have nye støvler. Alle tre. Til flere hundrede kroner stykket. Hvert år.
De to store sagde efterhånden fra. De gad dem ikke. Trigger og Bundgaard og hvad de hed dengang blev dømt usmarte og pinlige. Der var ikke rigtig nogen alternativer, som fandt nåde, så vintrene blev – undskyld mig – gået i møde i Converse Allstars og kondisko. Så måtte de også bare selv om det, børnene, og til orientering – og egen efterretning – har de tilsyneladende ikke taget skade.
Yngsten sagde ikke fra. Ikke verbalt, i hvert fald. Men han udviste heller ikke begejstring over de nyindkøbte gode vinterstøvler. Slet ikke, faktisk, og det var aldrig dem, han valgte når han skulle i skole om morgenen. Forløbet beskrives egentlig meget godt af mine Facebookopdateringer i den periode:
30. november: droppede løbeturen og tvang yngste søn med ud at købe vinterstøvler – det var næsten en større kraftanstrengelse.
1. december: får det direkte tilbage i ansigtet: Yngste søn med sarkasme i stemmen: “Løber du? Så skal du tage dine vinterstøvler på!!”
2. december: er fuld af mystisk! I morges lod de meget omtalte vinterstøvler sig ikke finde trods omfattende leden. Enten har jeg fostret århundredets skuespiller eller også er der nisser på spil. Hvor store fødder har nisser egentlig?
Så dukkede de pludselig op, da vi ledte efter noget andet. I nederste skrivebordsskuffe! Det sygeste sted, med ejermandens egne ord. Fuld af fortrængninger var han også: “Jeg kan ikke huske det! Jeg må have gjort det på et tidspunkt, hvor jeg var rigtig sur på dem”.
Så fattede jeg budskabet. Han ville ikke have dem. Det er godt tre år siden, og siden har han klaret de vildeste frostdage og fimbulvintre i stofsko og den lærredsjakke, han kalder ’min presenning’. Så må han altså selv om det.
