4. januar 2015 | den store bunke |
Engang imellem skriver Endomondo til mig. We are glad to see you’re staying alive, skriver de, når jeg pludselig har været aktiv efter lang tids pause. Eller, det troede jeg i hvert fald de skrev første gang, jeg fik beskeden. Men det var ’staying active’, de skrev.
Godt jeg kan gøre dem glade.
I dag skete det igen. At jeg var aktiv. Men jeg gad nok vide, om jeg nogensinde kommer til at kunne løbe mere end 3-4 kilometer igen. Morten forsikrer, at det skal jeg nok komme til. Han var med i dag. Vi løb dog ikke samme rute, for det er meget længe siden, han har været ude, så han ville kun have en lille tur. Alligevel er jeg sikker på, at de er virkelig, virkelig glade omme hos Endomondo. Hvis altså de har opdaget, at han har haft løbetøj på. Han har ikke selv sagt det til dem, nemlig.
Jeg var ikke så hemmelighedsfuld om mit træningspas i dag. Allerede tre en kvart kilometer tilbagelagt i 2015. Og i et splitsekund har jeg løbet monsterhurtigt, viser grafen. Jeg kan huske det. Det var ned ad bakke.
Bagefter føltes det også som ned ad bakke. Som om vi begge to ude i skoven var blevet overfaldet og puttet i et par meget, meget gamle kroppe med ondt over lænden og i ryggen. Ømme og stivkroppede har vi krabbet os rundt resten af dagen. Ynkeligt.
Men det kan Endomondo jo ikke se. De er glade.
Og vi var af sted. Og det var overvejende solskin.
3. januar 2015 | den store bunke |
“Vi skulle måske have samlet juletræer og løst gran sammen fra altanen i dag”
“Ja, og vaske grønne alger af den anden altan”
Pause.
“Nu har vi i hvert fald sagt det”
“Ja, så ved vi, at vi er opmærksomme på det”
2. januar 2015 | den store bunke |
Jeg er kommet af sted med at komme hjem med min mors dug. Der lå to ens duge på det lange bord, da familien holdt julefrokost hos mor første juledag. Nogen havde væltet sildelage ud på dugen, og der var blevet pakket en bærepose med dug, som jeg skulle have med hjem og gøre i stand. Mor har ikke så nemt ved at håndtere stort vasketøj længere, og jeg har tidligere haft sengelinned med hjem til vask. På den måde er det helt i orden at træde til.
Det virkede alligevel ikke helt, som om mor var helt tryg ved at sende de damaskes ud af huset. I hvert fald fulgte der mig en hel sky af forslag om behandling med kartoffelmel og salt og citron og betragtninger om, at alt skyr skidtet bedre, før det bliver vasket første gang, og måske kunne jeg alligevel forsøge mig med at pletrense? Faktisk følte jeg først, jeg undslap bølgen af gode råd, da vi passerede Morud. Og det er altså seks-syv kilometer.
Først i dag har jeg kigget i posen og overvejet, om jeg tør putte dugene i vaskemaskinen. På tredive grader, nok kun? Så viste det sig, at der kun er én dug i posen. Den sildelagebesudlede. Den har knivskarpe pressefolder, er fuld af struktur og har aldrig været vasket. Får jeg den nu vasket slap og slatten, så den aldrig mere matcher søsterdugen, som den skal følges med, når vi er mange til bords?
Og hvad vil mor sige?
Jeg er altså lidt skræmt.
1. januar 2015 | den store bunke |
Det hele spillede sammen om at gøre årets sidste aften til en forrygende god en. Vi syntes godt om Dronningens nytårstale, maden var perfekt og rigelig, vin og champagne ligeså, stemningen var i top, og i dag sov vi til klokken 13.56. Da vi hentede bilen i dag, var der smurt en brun masse på dørhåndtaget, og det havde der også været på en bil ved siden af. Det var svært umiddelbart at se, om det var hundelort eller chokoladecreme, men da det var blevet flyttet fra håndtag til serviet, forekom det snarest at være det sidste.
Det var helt hyggeligt og nostalgisk. Nytårsløjer som dem, vi stillede os tilfreds med at lave, da vi var børn. Smøre flødeskum på døre, hejse juletræer op i flagstænger, gnide med korkpropper på vinduer. Harmløst. Nogle forældre i nærheden har nok bare stukket ungerne en sprøjtepose med chokoladecreme og opfordret dem til at rende ud og lave nogle løjer, som ikke gjorde nogen skade.
Fred være med det. Og godt, at vi gik af sted efter bilen, mens det stadig var lyst.
31. december 2014 | Betragtninger |
Hvis jeg ikke fotodokumenterer og instagrammer og facebooker den nytårsdessert, som vi har trænet til i et par dage, og som nu er ved at gøre sig færdig i fryseren og bare mangler ’det sidste’… hvis jeg ikke gør dét, kan vi så tro på, at den eksisterer?
