10. februar 2020 | Da jeg var barn, den store bunke |
For nyligt dukkede et lille sorthvidt foto op, som havde ligget i min brors papirer. Det er et af de meget få billeder af mig som helt lille – barn nummer tre i flokken bragte åbenbart så meget ståhej med sig, at der ikke også kunne blive tid til at fotografere.
Nu har vi ryddet yderligere op, og jeg fandt endnu et foto, nu i farver. Motivet var dog ikke nyt for mig. Det stammer fra den eneste gang, jeg i min barndom var med hos en professionel fotograf, og der fandtes dels nogle små farvefotos som dette, som sikkert er blevet delt ud til bedsteforældre, gudforældre og andre muligvis interesserede, dels enkelte forstørrelser i sorthvid.
Jeg har selv arvet det lille farvefoto fra serien, som mor gik med i sin pung i årevis, hvorfor det både er slidt i hjørnerne og krakeleret i overfladen. Og så har jeg haft det hængende i en lille ramme på væggen i nogle år, hvilket har falmet farverne til ukendelighed. Det var kvaliteten åbenbart ikke beregnet til.
Derfor var det faktisk helt dejligt at se det igen med friske farver og friske øjne. Man kan diskutere, hvorvidt vi er fanget i vores bedste øjeblik. Muligvis er det min skyld. Under alle omstændigheder har fotografen noteret på bagsiden, at Dette billede egner sig fortrinlig til forstørrelse. Det blev nu ikke den variant, man valgte.
Historien er – har jeg fået fortalt, jeg er selvfølgelig for lille til at kunne huske noget – at jeg var nærmest umulig at få til at blive siddende på bænken. Fotograferingen har nok været lagt i god tid til at kunne give fotografierne i julegave, så jeg har vel været godt et år gammel, 16 måneder måske. Jeg ville hen og undersøge kameraet, har mor fortalt. Derfor har den ældste på otte fået besked på at lægge den ene arm rundt om den lille og holde godt fast, og samtidig klemme den femårige bror fast med den anden – og i øvrigt smile til fotografen. At dømme efter retningen, vores blikke går i, har der også været en assistent, der har forsøgt at aflede opmærksomheden og berolige os.
Helt naturligt og afslappet blev det ikke. Men vi er i hvert fald nyfriserede og har vores fine, strikkede tøj på med butterfly og krave.
3. februar 2020 | den store bunke |
Denne interessante snak havde jeg med kollegerne sidst på eftermiddagen, et kvarters tid før fyraften. Udover at vi nok alle sammen følte, at ugens første arbejdsdag strammede lidt til på det tidspunkt og vi godt ville hjem nu, kan jeg faktisk ikke huske, hvordan vi kom ind på det emne. Det er i hvert ikke blandt de ting, vi ellers ved om hinanden.
Men skifter vi så tøj, når vi kommer hjem? Det spændte lige fra “Ja, det gør jeg da. Lige så snart jeg kommer hjem. Det har jeg altid gjort, helt fra vi var børn og kom hjem fra skole og skiftede tøj. Det har jeg bare altid været vant til!” til “Hvad?! Hvorfor gør I dét? Jeg skifter da aldrig ..!” Én glæder sig nærmest hele dagen til blødt tøj og hyggelige hjemmesko, og en anden tager straks housecoat på, når han kommer hjem og ikke har sociale planer for aftenen. Mens én synes, hun altid har så behageligt tøj på, at hun ikke behøver at skifte.
Konklusionen var, at rigtig mange os ville lukke op iført joggingbukser og løse trøjer, hvis vi kom uanmeldt og ringede på hos hinanden en hverdagsaften eller en søndag formiddag. Det er på en måde en mærkelig ting at vide om sine kolleger…
Og jeg selv? Ja, jeg kan også sagtens finde på at skrælle arbejdshammen af og kravle i noget, der egner sig bedre til at krybe sammen i sofaen. Så ved I dét.
1. februar 2020 | den store bunke |
Hvor har det været en hyggelig dag i forstæderne. For en gangs skyld havde vi en lørdag uden udgående planer og uden gæster. Vi var begge to hjemme og i vores bløde tøj hele dagen. Jeg sov endda sådan lidt længe.
Og så har vi ellers tullet med hver sit. Morten havde sine arbejdsopgaver, og jeg har siddet med min brors illustrationer og akvareller. Vi har hentet de arbejder, som han havde liggende i skuffer og skabe, og jeg er i gang med at digitalisere det. Det er både et stort arbejde og nyttig terapi for mig.
Hen på eftermiddagen spurgte jeg Morten, hvilken af tre muligheder vi skulle gå med i forhold til aftensmad. 1. Gå ud og spise, 2. Hente takeaway, 3. Lave noget selv. Den første indebar, at vi skulle have noget andet end vores bløde tøj på. Det gjorde de to andre kun i mindre grad, til gengæld betød treeren, at vi både skulle finde på, købe ind og kokkerere.
Vi var ret enige om mulighed nummer to.
Så sådan blev det. Jeg hentede dejlig thaimad, og ellers har ingen af os været uden for en dør i dag. Sådan en dag kan jeg lide.
Vi samler min brors værker på en Facebookside, vi har oprettet til formålet. Så kan alle nyde hans fabelagtige talent, og billederne gik ikke tabt, da vi lukkede hans personlige profil. Hvis du vil kigge med, hedder siden Illustrator Erik Sørensen.
