22. september 2016 | Hørt og set i forbifarten |
Det tog ikke mere end tre minutter af en snak hen over frokostbordet på arbejde at plukke tre nye ord til forrådet. Ord, som findes, men som jeg bare ikke har været i nærheden af, fordi de bruges i sammenhænge, hvor jeg ikke har været. Og nok heller ikke kommer til at være ret meget fremover. Men ordene er nyt og spændende legetøj, og jeg gik straks i gang med at udtænke, hvornår og i hvilke situationer, jeg kan få skudt med mine nye våben.
De to første er tæt forbundet, og de, der kender det ene, kender med garanti også det andet.
Konkurrencebikini
Bikinifitness
Stærke sager, ikke sandt. Man bliver allerede helt bange ved tanken om alle de muskler og al den selvbruner og glinsende olie, der er forbundet med ordenes univers. Hvis du ikke ved, hvorhenne vi bevæger os, så smid et hashtag foran og søg på #konkurrencebikini eller #bikinifitness – så skal du bare se glimmer og sixpacks.
Jeg fik også Power clean.
Det har ikke noget med rask rengøring at gøre, men er en vægtløftningsteknik – noget med at trække vægtstangen op foran skuldrene og støde den videre til strakte arme. Eller cirka. Jeg vil ikke klandres for mangelfuld forklaring, og af samme grund er det nok det af de tre ord, der vil komme sjældnest ud af værktøjskassen.
Personligt tror jeg mest på #konkurrencebikini, som jeg forventer mig meget af. Jeg tror faktisk, jeg vil arbejde med det allerede i de næste dage. Ikke anskaffe den fysiske ubeklædningsgenstand, men sende selve ordet af sted i overraskende sammenhænge og se, hvordan det går.
20. september 2016 | At have have |
De sorte spande står stablet i redskabsrummet i kolonihavehuset. Jeg skulle bruge en af dem, for i morgen henter jeg en klump solhat, min yndlingsstaude, hos en bekendt. Jeg har ingen solhat, og Jens’ er alt for stor, men det laver vi om på i morgen eftermiddag.
Derfor tænkte jeg, at det var smart at have en spand med i bagagerummet til at have klumpen i. Den kan sagtens stå ved siden af den grønne Arlakasse, jeg også har i bagagerummet.
Da jeg tog den øverste spand i stabelen, råbte jeg en lyd, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal stave til. Ååøøerrrwwwhh-agtig. For der sad en frø/tudse i bunden af spanden nedenunder. Helt stille. Den sagde ikke noget. Som helst. Eller rørte sig. Ud af flækken. Enten blev den ikke nær så forskrækket, som jeg gjorde, eller også var den paralyseret.
ÅHHNEJNEJJ-HVORDAN-ER-DEN-KOMMET-DERNED-OG-HVORDAN-KOMMER-DEN-NOGENSINDE-OP-IGEN-OG-HVORNÅR-KOMMER-MORTEN-I-HAVEN-IGEN-OG-MON-DEN-FORSVINDER-AF-SIG-SELV-OG-HVAD-SKAL-JEG-GØRE-OG-HVORDAN-SKAL-JEG-NU-FÅ-FAT-I-REDSKABERNE-I-REDSKABSRUMMET-NÅR-DER-ER-ET-DYR-HERINDE?, råbetænkte jeg.
Jeg er ikke pjattet med frøer. Eller tudser. Eller fugle. Jeg kan ikke sige hvorfor, men uforudsigelige væsener, der bevæger sig rykvist i hop, spring eller flaksen er bare ikke mig. Nå ja, jeg kan heller ikke lide snegle. Kun hvis de har taget deres hus med og holder sig indendørs, er det i orden.
Men der sad den så, frøen/tudsen. Heldigvis havde jeg fået fat i en spand, så jeg kunne bare lade den sidde, ellers havde jeg virkelig været på … spanden. Jeg nøjedes med at holde mobilen frem i mine længste arme og tage et billede.
Den var lidt stor af en frø at være, og lidt lille af en tudse at være. Men mere frøagtigt flot grønmønstret end tudseagtig grå. Så jeg ved ikke, hvad det var for en. Senere har jeg googlet mig frem til, at forskellen på frøer og tudser er, at frøer har glat hud, og tudser har vortet hud.
Jeg kommer ALDRIG til at artsbestemme en!
Det blev så heller ikke nødvendigt. Da jeg nogle minutter senere kiggede ind i redskabsrummet, var artisten på vej væk for at drage ud i verden med et omrejsende cirkus. Helst til Pommern. Synes jeg.
16. september 2016 | den store bunke |
Vi sad omkring spisebordet i eftermiddags og fejrede mindstens 13 års fødselsdag med gaver og kage, da snakken faldt på, om Morten havde fået gjort et eller andet specifikt, som jeg ikke lige nu kan huske, hvad var, så det har nok ikke været ret vigtigt. Det havde han ikke.
Men jeg har til gengæld gjort noget andet, som jeg er spændt på, om I opdager.
Hvad?
Ja, det er jo dét, om I kan se det.
Har du støvsuget?
Nej.
Vasket gulv?
Nej.
Ryddet op?
Nej
Men nu får vi jo nævnt en masse, som du må sige nej til, og så får du måske dårlig samvittighed over alt det, du IKKE har gjort, i stedet for at få ros for det, du HAR gjort… Er det noget, der er til alles bedste?
Ja.
Er det noget, vi har snakket om?
Jaeh, engang er det blevet nævnt.
Kan jeg se det herfra?
Ja. Eller… det er der ikke.
Har du fjernet noget?
Det kan man godt sige.
Har du afmeldt noget?
Nej, snarere påmeldt.
Har du bestilt noget?
Prøv at kigge på himlen ud af køkkenvinduerne… og på himlen ud af stuevinduerne.
Har du bestilt gardiner?
Nej!!
Jeg gi’r fortabt.
Havde det været en quiz i en avis, havde man kunnet finde svaret på bagsiden ved at vende avisen på hovedet og læse noget med småt. Nu er det en blog, og så kommer svaret bare lige nedenfor i et nyt afsnit.
Det var simpelt hen en vinduesvask, Morten havde skaffet. På vejen gennem gården var han nærmest bogstaveligt rendt ind i en vinduespudser, der kommer fast hos nogle af kompleksets andre beboere, havde fået ham til at vaske vores vinduer mod gaden og aftalt, med hvilken frekvens han herefter skal komme hos os.
I eftermiddags kunne jeg ikke sætte fokus på, hvad der manglede. Det var skidt.
Vi har boet her i to år. Vi har vistnok aldrig vasket vinduer.
15. september 2016 | At have have, den store bunke |
Forleden overfortolkede jeg en smiley. Det skal man lade være med. Eller også skal folk lade være med at overbruge emojialfabetet i deres telefoner.
Jeg fik sms fra min veninde: Er du mon i haven i morgen aften? Jeg er alene hjemme og kunne måske trænge til en kop kaffe – efterfulgt af en gul emoji, som var så lille, at jeg ikke rigtigt kunne tyde dens udtryk uden briller. Men jeg kunne godt se, at den ikke bare var gul og glad, og i stedet for at tage briller på viste jeg den til Morten og spurgte “Hvad forestiller dén her smiley?”. Det var en hmm-smiley, sådan lidt mellemfornøjet med et træt, skævt smil, og sammenholdt med ordene alene hjemme og trænge, og dét at det skulle være i haven – altså at ingen skulle høre hvad vi talte om, sendte mit beredskab nogle trin opad til veninde-krisehjælp-niveau, og jeg skrev tilbage: Er der noget, der går dig på? Kan også i aften.
Der kom straks svar: Tak for omsorg, men jeg har lavet unødig dramatik med den smiley! Jeg har det godt – efterfulgt af almindelig lalleglad smiley, som jeg godt kunne tyde, fordi jeg kunne se den havde det kendte tandsmil.
“Nu tager jeg ud i kolonihaven til en helt udramatisk snak”, sagde jeg derfor, da jeg den næste aften drog af sted til … ja, en helt udramatisk snak. Til gengæld var det virkelig, virkelig hyggeligt med kaffe og chokolade, tiltagende mørke, stearinlys og ild i den mexicanske stenovn, snak om alt vores og alle vores, opdateringer som vi var kommet langt bagud med, hendes hund der holdt et vågent øje med alle uregelmæssigheder i kvarteret, også pindsvinet, der havde vovet sig frem i ly af mørket og følte sig nødsaget til at rulle sig sammen til en stikkende kugle, indtil den firbenede og de to store tobenede var færdig med at glo på den.
Ellers var det en fuldstændig udramatisk aften.
Da jeg næste gang kom i haven, blev jeg helt glad ved mindet, da jeg fik øje på bordpynten fra forleden.
Men vær lige lidt varsom med den her:
12. september 2016 | den store bunke |
- At det er mørkt allerede klokken 8 om aftenen.
- At man er nødt til altid at kalkulere med cykellygter, når man skal ud om aftenen.
- Højden på senegræsset i haven.
- Hvor meget tånegl der er groet ud, siden neglelakken blev lagt på.
- At lysten til at kravle ind i en stor ulden sweater rykker nærmere.
- At der er ti dage til efterårsjævndøgn, hvor nætterne bliver længere end dagene.
- At der kun er tre måneder og ti dage, til det går den anden vej igen.
