Udpluk #23

 

  • Den fedeste følelse lige nu er, at jeg sidder i sofahjørnet i en stue, der virker igen. I to måneder har stuen været rå og ribbet på grund af rør, der skulle skiftes i undergrunden, men nu har den både nyt gulv og gamle møbler og billeder på væggene og blomster i vindueskarmen og et tilsluttet fjernsyn. Det er REN idyl.
  • Det ser ud til, at der foregår andet end tærede vandrør i undergrunden på vores matrikel. Ved gulvarbejdet benyttede vi lejligheden til at fuge myrerne ude, så de ikke kan komme ind i huset, og efter at vi har højtryksrenset terrassen, har de været i panik og skovler hysteriske sandbunker op mellem terrassestenene. De ved ikke længere, hvor de er i sikkerhed. Og vi opruster til krig.
  • Ahrmen, fik jeg sagt, hvor pænt her er? Den helt ukrudtsfri terrasse og den pæne, pæne stue…!
  • Billedet herover forestiller ikke bare fliser; det er selve målfeltet. Mureren kom i dag og lagde fliser i entreen. Vi satser på fugning i morgen. Eller i overmorgen – vi er large her i slutspillet. Hovedsagen er, at vi kan se en ende på det nu. Om få dage kan vi bruge hoveddøren igen, og når sko og overtøj kommer væk fra værkstedet, som vi har brugt som indgang siden midt i april, kan vi også få sat alting ordentligt på plads dér. Jeg glæder mig.
  • Altså: Projekt rørudskiftning er næsten FÆRDIGT! Det er så godt, at det gerne må gentages.
  • Næste mål er nye havestole. De gamle har trevlet sig op. Og det er udelukkende, fordi grundlovsdag og pinsedage har været så ekstraordinært hellige, så havestolsbutikken var hermetisk lukket, at vi ikke allerede har fået købt nogle.
  • Så var der ikke flere ting, vi insisterede på at bruge penge på.
  • Der var heller ikke flere penge at bruge.
  • Jeg er i hvert fald spændt på, hvor bundskrabet finanskassen er, når alt det her forsikringsøkonomi er gjort op. Jeg har ikke helt overblikket endnu.
  • Den næstfedeste følelse lige nu er, at klokken er næsten 22, og det er stadig lyst. På den måde er juni god.

Pest væk

For en uge siden vidste jeg ikke, at vi lige stod over for at ville gøre noget ved vores terrasse – oven i alt det andet, vi for tiden går og gør i vores snart ikke længere så miserable gemakker.

Faktisk er gemakkerne om få dage så umiserable, at der snart ikke mere er grund til at fortælle om, hvordan det skrider frem. Så er det hele nemlig skredet færdigt. De to sidste gulve, i stuen og i entreen, er lovet færdige i løbet af få dage, og vi kan måske indtage stuen igen allerede her i pinsen. Efter to måneder uden.

Det bliver ganske enkelt toppen at tage stuen tilbage. At få sofaen igen. At se ordentligt stort fjernsyn. At ’skabet’ med vinglas ikke længere er to papæsker i vindueskarmen. At gå med bare fødder gennem stuen uden at få lådne fodsåler.

Men jeg vil nu lige se håndværkernes fodsåler, før jeg popper champagnen.

Det med terrassen kom vi til at snakke om forleden på grund af alt det mos og ukrudt, der er piblet op mellem stenene derude, og de områder der er plaget af flisepest. Den trænger altså til en overhaling, sagde vi. For mig var snakken om mulige behandlinger nok mest hypotetisk, for vi var jo i gang med alt muligt andet. Men så blev der googlet højtryksrenser med patio cleaner, snakket med folk, indhentet gode råd, tænkt tanker, og pludselig var der lånt et apparat, og derfra kørte det. En af os brugte et par eftermiddage med maskine, vand og effektiv indsats.

Og se! Det blev godt. Pest er pist væk, det samme er grønne gevækster – og det de sad fast i. Sand ud over tomme fuger, feje, feje. Og nu har det regnet, så sandet er skyllet hen, hvor det skal. Endnu et flueben er sat ved et så godt som færdigt projekt. Det kunne han også, min helt.

Jeg kan bidrage til projektet ved at sørge for, at vinglassene holdes i cirkulation og kommer ud af papskabet.