25. juni 2016 | den store bunke |
Det er lørdag formiddag. Jeg arbejder på at tømme hovedet for alt det, jeg har skullet have overblik over i den forløbne uge. Studentertraktementer, hvide nystrøgne skjorter, snøfteri over dimissionstaler, basisbagage til student der springer til Roskilde Festival, generel morbekymringsomsorg for student der springer direkte fra fest til bus mod Roskilde.
“… har skullet have overblik over…”??
Ret beset er det nok mest mig, der synes, jeg har skullet. Studenten har ikke haft det store behov for overblik. Han var kun lidt presset i går eftermiddags efter dimissionen, da han både skulle nå at aflevere bøger, pakke til festival, printe festivalbilletten og frem for alt tanke søvn, inden han tog til den sidste studenterfest, der varede lige til i morges klokken 05, hvor han kort rundede hjemmet for at bytte studenterhuen ud med den sportstaske, han havde stillet frem, og derefter hoppede på festivalbussen sammen med kammeraterne.
Han har ikke meget med. Sovepose, et tyndt liggeunderlag (som jeg købte i går, mens han afleverede bøger), tandbørste og kontaktlinser, minimalt med tøj (her har han lyttet til jævnaldrendes erfaringer, ikke til mig), mobiltelefon. Og det er vel egentlig dét. Ikke engang moderlige formaninger er han tanket fuld af. Jeg har virkelig, virkelig, virkelig forsøgt at begrænse mig.
Jeg har sovet uroligt i nat. Dels fordi der er Snapsting i Viborg, byfest med masser af musik og folk og larm i gaden, men i særdeleshed fordi jeg ikke har kunnet give helt slip på tanker om yngsten. Kom han nu af sted, tænk hvis han faldt i søvn et sted og ikke nåede bussen og alt muligt andet, jeg kunne finde på at tænke. Men tidligt i morges var tasken væk, og hans nøglebundt lå tilbage, som vi havde aftalt. Han er sammen med kammeraterne, de passer på hinanden, og det skal nok gå.
Efter en hektisk uge er det lidt tomt. Jeg har sommerferie. Der er ikke noget jeg skal have overblik over og huske.
Nåååååh jo. Morten og jeg skal til Norge. Og det er da ikke gjort med bare at pakke vandrestøvler og fjeldtøj i bilen. Vi skal da have mad med. Det ville da være dumt ikke at forberede bare nogle af dagene. For eksempel skal vi da ikke betale 400 kr. for en agurk, når de hænger i kolonihaven lige til at plukke. Og salat. Og … og …
Jeg må hellere gå i gang med at få noget overblik.
23. juni 2016 | den store bunke |
Vi har en student. Det gik godt i tirsdags. Dansk økonomi var en blandet landhandel, sagde censor og mente vistnok eksaminandens præstation snarere end selve den danske økonomi. Eller jeg tror, det var det, hun mente – jeg hæftede mig bare ved, at knægten var godt tilfreds med karakteren og med at få huen sat på plads og formodentlig også de velmente familiekram.
At blive student er også:
- At blive fejret af sine nærmeste – og få roser og gaver.
- At tage til fest om aftenen – udenbys, så mor må køre en.
- At spise middag med lærerne på gymnasiet, gå i byen og komme så sent hjem, at man når at sige godnat/godmorgen til den første, der står op – den dag man skal ud på studenterkørsel.
- At rende tør for hvide skjorter.
I dag kører de rundt til alle klassekammeraterne i en pyntet lastbil, som jeg ikke så, fordi vi bor i gågaden, hvor man ikke må køre. Men de var her.
Vi havde overvejet, hvad man byder en flok ristede studenter, der rejser fra det ene traktement til det andet hele dagen og i virkeligheden ikke trænger til så meget. En omgang cheeseburgere, dåseøl og –cola og en stabel juicebrikker, var vi blevet enige om. Vi var tredje stop på ruten, klokken halv tolv ville de ankomme, havde vi fået trukket ud af studenten. Og det var han sikker på, insisterede han, da jeg satte ham af ved startstedet i formiddags.
Vi havde bestilt 30 cheeseburgere hos McDonalds til afhentning 11.15 sharp, for klassen havde kun 20 minutters ophold hvert sted, men burgerne skulle også gerne være lidt varme, når studenterne kom. Morten kørte af sted klokken 11…. og ti minutter senere hørte jeg råben, latter, snak og truthorn nede fra gaden, buldren på trapperne – og så ringede dørklokken, og studenterne myldrede ind i lejligheden og ud på terrassen, hvor det heldigvis var tørvejr. “Er der et toilet?”, kvækkede en pige, som tydeligvis havde mistet stemmen for lang tids hujen siden, og så forsvandt to af pigerne ind på badeværelset. En af drengene var hårdt ramt efter flere dages fest og ville hellere have et par Panodil og mente, at hvis han tiggede et par Panodiler hvert sted, kom han nok igennem dagen. Eller også gjorde han ikke. Han så i hvert fald ikke ud til at være bagud med alkoholindtag.
Men de kom jo altså tyve minutter for tidligt ifølge det aftalte, og jeg havde slet ikke nået at stille drikkevarer frem fra køleskabet, og Morten var ikke kommet tilbage med burgerne. Jeg bar dåser og brikker ud og kastede det hele på terrassebordet, præcist så skødesløst som nok i virkeligheden var den allerbedste måde – og Morten kom drønede ind i gården og kastede bilen fra sig ureglementeret tæt på gadedøren og løb op ad trapperne med tre poser varme cheeseburgere, som fremkaldte en kollektiv begejstringsbrummen blandt de unge, og at dømme efter hvor få der var tilbage, da de kort tid efter drog videre, var det det helt rigtige valg, vi havde truffet.
Nu mangler vi dimissionen i morgen med taler, overrækkelse af eksamensbeviser, rektorhåndtryk, musik og hvad der ellers hører til sådan en ceremoni. Og SÅ er der sommerferie. Al studenterhalløjet i denne uge har været så fint og godt, men det er altså også lidt hårdt, også for forældrene.
I aften slapper jeg af. Jeg ved ikke, hvornår studenten kommer hjem, eller hvilken tilstand han er i. Men jeg har vasket de hvide skjorter, så han kan hældes i sådan en, inden han skal skrues i huen og trykke rektor i hånden i morgen.
Og så skal han have pakket til Roskilde Festival, som han tager af sted til lørdag morgen. Godt han er ung og ubekymret.
(Jeg har vasket tøj).
Opdateret: Han er hjemme i god behold og hæderlig tilstand, træt og tilfreds efter en rigtig god dag.
20. juni 2016 | den store bunke |
I morgen laver jeg hattrick.
Ha, så fik jeg det lige vendt, som om jeg selv gør noget aktivt. Det er ikke tilfældet. Det er min yngste, der fuldt fortjent skal høste al æren, når han først på eftermiddagen får sat en studenterhue op på sit hoved. Min andel i hattricket består i at have produceret tre børn. De to ældste gennemgik studenterhalløjet for fire og tre år siden, og nu brygger vi på student nummer tre.
Lige nu sidder han på værelset og er i gang med 24 timers forberedelse til sidste eksamensfag. Det er samfundsfag, og emnet er noget med økonomisk vækst. Det er okay, siger han, der er bare meget stof. Jeg er sikker på, det nok skal gå godt. Han er fredet til ved middagstid i morgen, så kan han forvalte natten, som han vil. Jeg håber han finder tid til at sove lidt også. Men jeg siger det ikke. Det er mor-snak, og det skal han spares for lige nu.
Jeg har sat kassen med studenterhuen frem, skrevet champagne på indkøbslisten og taget tidligt fri. Så fejrer vi ham, lige de allernærmeste, inden han kaster sig ud i studenterglæde, byture, studenterkørsel, dimission – og dernæst nærmest direkte af sted til Roskilde Festival. Det er en vild tid, og det er ham vel undt at få det hele med. Jeg ser ham, når jeg ser ham, og jeg har vasket en hvid skjorte, til hvis han skulle få brug for sådan en.
Det er lykkedes mig at få lokket et konkret klokkeslæt ud af ham, på hvornår studenterkørselsflokken rammer vores matrikel, så vi kan koordinere og nyde samtlige de atten-tyve minutter, de har til rådighed her. Og så er jeg egentlig tilfreds.
Kryds lige fingre for hans begavede talestrøm tirsdag mellem halv et og et.
