I morgen laver jeg hattrick.

Ha, så fik jeg det lige vendt, som om jeg selv gør noget aktivt. Det er ikke tilfældet. Det er min yngste, der fuldt fortjent skal høste al æren, når han først på eftermiddagen får sat en studenterhue op på sit hoved. Min andel i hattricket består i at have produceret tre børn. De to ældste gennemgik studenterhalløjet for fire og tre år siden, og nu brygger vi på student nummer tre.

Lige nu sidder han på værelset og er i gang med 24 timers forberedelse til sidste eksamensfag. Det er samfundsfag, og emnet er noget med økonomisk vækst. Det er okay, siger han, der er bare meget stof. Jeg er sikker på, det nok skal gå godt. Han er fredet til ved middagstid i morgen, så kan han forvalte natten, som han vil. Jeg håber han finder tid til at sove lidt også. Men jeg siger det ikke. Det er mor-snak, og det skal han spares for lige nu.

Jeg har sat kassen med studenterhuen frem, skrevet champagne på indkøbslisten og taget tidligt fri. Så fejrer vi ham, lige de allernærmeste, inden han kaster sig ud i studenterglæde, byture, studenterkørsel, dimission – og dernæst nærmest direkte af sted til Roskilde Festival. Det er en vild tid, og det er ham vel undt at få det hele med. Jeg ser ham, når jeg ser ham, og jeg har vasket en hvid skjorte, til hvis han skulle få brug for sådan en.

Det er lykkedes mig at få lokket et konkret klokkeslæt ud af ham, på hvornår studenterkørselsflokken rammer vores matrikel, så vi kan koordinere og nyde samtlige de atten-tyve minutter, de har til rådighed her. Og så er jeg egentlig tilfreds.

Kryds lige fingre for hans begavede talestrøm tirsdag mellem halv et og et.

roser