11. december 2016 | den store bunke |
Vi har julepyntet i dag. Vi har gjort, som vi plejer. Det er tredje jul i Vestergade, så der er dannet en præcedens i den sammenbragte familie. Den skæve papmachéengel var glad for at gense papmachéjulemanden med marengs i hele ansigtet. Krybbespillet står på det lave røde skab. Ringlenissen fra Mortens barndom hænger det sædvanlige sted og ringler. Kæmpekoglerne hænger i stuevinduerne i røde silkebånd. Højttalerne har fået små nissehuer på, og juleposthjertet af stof hænger på døren med et ubeskrevet julekort i, fordi der skulle være noget i til at holde det udstrakt, og vi nok ikke får nogen analoge julekort mere. Rådyropsatserne har fået guirlander på, og metalkurven af form som et flettet julehjerte hænger foran terrassedøren med gran i. Kyssenisserne kysser stadig. Det er som det plejer, og det er fint. Næste jul bor vi i hus, og så finder den gamle pynt nye steder. Men vi ved heldigvis, at englen igen glæder sig til at stå og se lalleglad ud ved siden af marengsjulemanden sammen med alle de små trænisser, og at kyssenisserne er helt uanfægtede af skiftende adresser.
De har hængt ved hinanden i femten år, og jeg holder meget af dem. Laura lavede dem i fritteren, da hun gik i tredje klasse, og jeg ved, at tilsvarende par findes i rigtig mange hjem, som har haft børn på Viborg Vestre Skole i de år. De var en slags signaturjulekreation i 3’eren, den afdeling af fritidsordningen, hvor de store børn gik.
Ingen jul uden kyssenisserne. Synes jeg. Selv er de ligeglade. De vil bare kysse.
6. december 2015 | den store bunke |
Det er vores anden jul og dermed den anden julepyntning i Vestergade. Pynten kommer fra forskellige kasser, og det er to forskellige pyntekulturer og forskellig historik, der skal finde fælles fodslag i december.
Konstateringerne efter endt pyntning beskriver det meget præcist:
Han: “Man kan ikke sige, vi går all in på vores julepyntning..!”
Hun: “Synes du ikke? Jeg synes, der er meget!”
Så vi har nok ramt mængden helt rigtigt.
Men selv om vores fælles juletraditioner er nye og spæde, er der alligevel ting fra sidste år, som er værd at gentage. “Det er bedst, hvis vi stiller tingene samme sted som sidste år”, mente Astrid. Og så gjorde vi dét. Og tilføjede nogle fornyelser.
Vi er sammenbragte og rummelige, og det er julepynten også.
I nisselandskabet står den skæve engel med vingerne under armen side om side med julemanden med marengs i hele hovedet. Sammenhold, du.
I krybbespillet har hyrderne åbnet stalddøren for flygtninge og fremmede. For Fedtmule, julenissen, Tim og Bum, Kasper, Melchior, Balthazar og Tintin. De vise mænd er kommet gående fra østerland, nogle er kommet fra Andeby og nogle i en raket. Det er et julemirakel.
Den særeste nyhed er uroen i stukrosetten. Jeg havde en ide om en flok hvide stjerner, der hang ned i forskellige længder tråd, men manglede en slags ring at hæfte stjernerne på. Pludselig stod Astrid oppe på køkkenbordet og gravede i det allerøverste skab. “Hvad med den her?” Det hun stod med var så sært, at jeg købte ideen med det samme. Fordi den var indlysende genial og kunne præcis det, som den skulle. Så her er årets innovation.
Og hvad er det så? Jo, det er den der fluenetskærm, man sætter over fadet med boller eller lagkage for at holde insekterne væk på terrassen om sommeren. Nu er den selveste himmelhvælvingen, der skærmer hele stjernehimlen og stjernevrimlen ind under jul.
Rummeligt, du.
