Sammenbragt, du
Det er vores anden jul og dermed den anden julepyntning i Vestergade. Pynten kommer fra forskellige kasser, og det er to forskellige pyntekulturer og forskellig historik, der skal finde fælles fodslag i december.
Konstateringerne efter endt pyntning beskriver det meget præcist:
Han: “Man kan ikke sige, vi går all in på vores julepyntning..!”
Hun: “Synes du ikke? Jeg synes, der er meget!”
Så vi har nok ramt mængden helt rigtigt.
Men selv om vores fælles juletraditioner er nye og spæde, er der alligevel ting fra sidste år, som er værd at gentage. “Det er bedst, hvis vi stiller tingene samme sted som sidste år”, mente Astrid. Og så gjorde vi dét. Og tilføjede nogle fornyelser.
Vi er sammenbragte og rummelige, og det er julepynten også.
I nisselandskabet står den skæve engel med vingerne under armen side om side med julemanden med marengs i hele hovedet. Sammenhold, du.
I krybbespillet har hyrderne åbnet stalddøren for flygtninge og fremmede. For Fedtmule, julenissen, Tim og Bum, Kasper, Melchior, Balthazar og Tintin. De vise mænd er kommet gående fra østerland, nogle er kommet fra Andeby og nogle i en raket. Det er et julemirakel.
Den særeste nyhed er uroen i stukrosetten. Jeg havde en ide om en flok hvide stjerner, der hang ned i forskellige længder tråd, men manglede en slags ring at hæfte stjernerne på. Pludselig stod Astrid oppe på køkkenbordet og gravede i det allerøverste skab. “Hvad med den her?” Det hun stod med var så sært, at jeg købte ideen med det samme. Fordi den var indlysende genial og kunne præcis det, som den skulle. Så her er årets innovation.
Og hvad er det så? Jo, det er den der fluenetskærm, man sætter over fadet med boller eller lagkage for at holde insekterne væk på terrassen om sommeren. Nu er den selveste himmelhvælvingen, der skærmer hele stjernehimlen og stjernevrimlen ind under jul.
Rummeligt, du.
