Om svensk studenterfejring og om at køre som Jørgen

I weekenden var vi til studenterfejring i Helsingborg. Sara tog studenten, som de siger derovre. Det var sådan en fin og trevlig weekend med festligheder, solskin og hygge. Og denne gang vidste vi, hvad svenske studentertraditioner indebærer, og hvad vi kunne forvente.

For to år siden blev storesøster Anna student, og svenske studenter bliver fejret så markant anderledes end danske, at hele dagen dengang var et konstant bombardement af nye og overraskende indtryk for os danskere, som jo ellers nok ved, hvordan man fejrer studenter. Et orgie af rødt og hvidt, jo. Men nejnej, blåt og gult var det självklart. Jeg skrev om det her.

Sara

Dette billede fra i fredags opsummerer en stor del af det anderledes i ét billede: Skiltet, en fyldigere studenterhue, gule og blå bånd om halsen med blomster, champagneflasker og tøjdyr. Men billedet rummer også det universelle: En ung, glad pige i hvid kjole med verden og fremtiden for sine fødder.

For to år siden lavede jeg en fartbøde, da vi kørte hjem. Det gik så godt hen over Fyn. Lige det havde jeg ikke tænkt skulle være en tradition, der hørte sammen med svenske studenterfester, og derfor kørte jeg hele vejen som Jørgen. Jørgen var den meget, meget dygtige buschauffør, som bragte mig og en flok andre kvinder til Frauenlauf i Berlin for nogle uger siden. Han kørte simpelt hen så behageligt, at jeg sjældent har oplevet magen. Ingen heftige accellerationer eller hårde opbremsninger, bare smooth, smooth, og måske derfor sov jeg så godt om natten ned gennem Tyskland. Jørgen har en filosofi: “Vi vil jo helst undgå at køre ind i nogen, og så kan vi jo lige så godt holde afstand.” Sådan gjorde jeg mig umage for at køre. Og jeg fik ingen bøder.

Til gengæld ligner jeg en omvendt panda i ansigtet, fordi vi gik her i lørdags. Syv kilometer langs Øresund med solen lige ind i krydderen, og med solbriller på. Nu er jeg hvid om øjnene og hen over næsen, og rød i resten af ansigtet. Det minde vil jeg alligevel hellere have med hjem end en hilsen fra en politimester i en politikreds, jeg er kørt igennem.

TilHelsingborg

Her er flere svenske minder.

Studenten1Studenten2Studenten3Studenten5Studenten6