Fuld skrue – fremad og kun fremad
Når ældstebarnet flytter fra kollegieværelse til klubværelse inden længe, stiller jeg op som flyttemor. Jeg kommer med trailer og boremaskine.
Jeg ved, at jeg kan håndtere begge dele. Jeg har gjort det mange gange før, tolv år med mig selv som den nærmeste og altid-til-rådighed håndværker har udviklet den slags færdigheder, med både nødvendighed og stædighed som drivkraft.
Men selvsikkerheden sidder alligevel ikke dybere, end at når nogen løfter et øjenbryn og signalerer tvivl, bliver jeg også selv lidt i tvivl, selv om de løftede øjenbryn udelukkende er udtryk for dels beundring, dels hjælpsomhed.
“Og du tør godt vove dig ud i Aarhustrafikken med sådan en trailer?”. Underforstået, at det er spørgeren ikke selv meget for. Men ja, det tør jeg godt. Kunsten at køre med trailer er dybest set kunsten at køre, så man ikke behøver at bakke. Det kan jeg nemlig ikke. Men det behøver jeg jo heller ikke, hvis jeg altid holder muligheden for at køre fremad åben. Og man kan altid hægte traileren af, skubbe den hen, hvor den skal stå, og nøjes med at bakke bilen.
“Du kan også gemme et par opgaver til mig, når jeg skal til Aarhus, hvis du hellere vil det”. Underforstået at jeg ikke behøver at svinge bore-/skruemaskine og vaterpas (note til mig selv: husk vaterpasset), hvis jeg alligevel helst vil være fri. Men jeg borer og skruer, hvis vi når det og hvis det er vigtigt at nå det lige på flyttedagen.
De to var af hver sit køn. Er det indlysende, hvem der sagde hvad?
Jeg ved, at jeg magter både anhængeren og håndværktøjet, for det har jeg bevist mange gange før. Jeg har både tilsluttet lamper og sat hylder op i vater. Men tvivlen ligger lige under overfladen, for jeg kan da nemt huske både de gange, hvor jeg har svedt over en trailer, der pludselig holdt vinkelret på bilen, og alle de ekstra huller, jeg har boret i vægge, fordi jeg ramte en fuge eller en jernbjælke. Jeg kan også sagtens ligge om natten og bore huller i mørket med øjnene, fordi jeg pludselig ikke kan se mig ud af ikke at vide, om man overhovedet kan undgå at skulle bakke med traileren ved det nye sted.
Men det gælder om at turde.
Og bagefter have selvironi nok til at indrømme og lave sjov med det, der alligevel blev helt mærkeligt. For eksempel alle de fuger, det lykkedes mig at ramme, da jeg sidst satte hylder op på pigeværelset.
