Fuld skrue – fremad og kun fremad

Når ældstebarnet flytter fra kollegieværelse til klubværelse inden længe, stiller jeg op som flyttemor. Jeg kommer med trailer og boremaskine.

Jeg ved, at jeg kan håndtere begge dele. Jeg har gjort det mange gange før, tolv år med mig selv som den nærmeste og altid-til-rådighed håndværker har udviklet den slags færdigheder, med både nødvendighed og stædighed som drivkraft.

Men selvsikkerheden sidder alligevel ikke dybere, end at når nogen løfter et øjenbryn og signalerer tvivl, bliver jeg også selv lidt i tvivl, selv om de løftede øjenbryn udelukkende er udtryk for dels beundring, dels hjælpsomhed.

“Og du tør godt vove dig ud i Aarhustrafikken med sådan en trailer?”. Underforstået, at det er spørgeren ikke selv meget for. Men ja, det tør jeg godt. Kunsten at køre med trailer er dybest set kunsten at køre, så man ikke behøver at bakke. Det kan jeg nemlig ikke. Men det behøver jeg jo heller ikke, hvis jeg altid holder muligheden for at køre fremad åben. Og man kan altid hægte traileren af, skubbe den hen, hvor den skal stå, og nøjes med at bakke bilen.

“Du kan også gemme et par opgaver til mig, når jeg skal til Aarhus, hvis du hellere vil det”. Underforstået at jeg ikke behøver at svinge bore-/skruemaskine og vaterpas (note til mig selv: husk vaterpasset), hvis jeg alligevel helst vil være fri. Men jeg borer og skruer, hvis vi når det og hvis det er vigtigt at nå det lige på flyttedagen.

De to var af hver sit køn. Er det indlysende, hvem der sagde hvad?

Jeg ved, at jeg magter både anhængeren og håndværktøjet, for det har jeg bevist mange gange før. Jeg har både tilsluttet lamper og sat hylder op i vater. Men tvivlen ligger lige under overfladen, for jeg kan da nemt huske både de gange, hvor jeg har svedt over en trailer, der pludselig holdt vinkelret på bilen, og alle de ekstra huller, jeg har boret i vægge, fordi jeg ramte en fuge eller en jernbjælke. Jeg kan også sagtens ligge om natten og bore huller i mørket med øjnene, fordi jeg pludselig ikke kan se mig ud af ikke at vide, om man overhovedet kan undgå at skulle bakke med traileren ved det nye sted.

Men det gælder om at turde.

Og bagefter have selvironi nok til at indrømme og lave sjov med det, der alligevel blev helt mærkeligt. For eksempel alle de fuger, det lykkedes mig at ramme, da jeg sidst satte hylder op på pigeværelset.

IMG_5239

Barndomshjem

Jeg boede samme sted de første tyve år af mit liv. Jeg har et barndomshjem.

Mine børn har ikke et barndomshjem. De har mange. Eller ingen. Mit ældste barn boede i Nykøbing Mors det første år af sit liv. Det kan hun ikke huske. I Viborg boede hun med far og mor tre forskellige steder. Det første sted kom en lillebror til, det andet sted kom en lillebror mere til. Så var der et par år i kernefamilie med far, mor og tre børn.

Far og mor blev skilt, og mor har siden boet seks år ét sted og snart seks år et andet sted. Far har efter en første omskiftelig tid på forskellige adresser nu boet over ti år det samme sted.

Det er vel det hus, der kan kaldes den mest stabile adresse i mine børns opvækst.

Hvad gør det ved dem? Er de blevet rodløse eller har det snarere rustet dem til at forholde sig til og indrette sig efter livets forandringer? Jeg tror egentlig det sidste.

Jeg opfatter ikke mig selv som en rodløs eller flakkende person. Alligevel har jeg i tidens løb drevet mine venner ud i at anskaffe nye adressebøger, fordi jeg helt selv havde brugt alle felterne under B ved mine evindelige flytninger. Sådan blev mit liv bare. Efter de første stabile tyve år hos mine forældre på gården drog jeg ud i verden og flyttede hele tiden videre, inden det blev nødvendigt at male. I øjeblikket bor jeg på adresse nummer 13 i mit voksenliv, og det længste jeg har boet ét sted, er seks år.

Min datter lyder ikke, som om hun savner et sted at kunne kalde sit barndomshjem. Det er lidt lige meget, siger hun. Jeg håber, at det er fordi hun har haft det vigtigste omkring sig hele tiden: mennesker og værdier, der vægtede højere end de fysiske rammer.

IMG_3159