Et kort lift

I supermarkedet tog jeg en af de store kurve, man trækker efter sig. På min indkøbsliste stod der blandt andet snacks og vin til mødregruppebesøg. På vejen gennem butikken fandt jeg et godt vintilbud og besluttede at købe en kasse med seks flasker, mens jeg tænkte på, at jeg skulle have taget en indkøbsvogn, for jeg skulle trods alt bære den vinkasse OG resten af indkøbene ud til bilen.

Jeg fyldte kurven, gik til kassen og betalte. Mens jeg fyldte mine indkøb i en pose, sagde kunden lige bag mig – en mand med indkøbsvogn: “Skal du ikke have den der kasse vin med op at køre?”

Det var et – hvad skal vi sige – friskt forslag og svært lige at afvise. Men det var der jo heller ingen grund til.

“Jooo tak, og så vil jeg insistere på at slå følge. Så vi ender samme sted…” (jeg mente vinkassen og mig).

“Ja. Jeg tænkte lidt, at det også var voldsomt med en vogn til de få varer, jeg har”

… småsnakkede vi, mens vi fulgtes ad ud til parkeringspladsen.

“Jeg holder lige herhenne, den hvide der…”

“Ja, og det er min, den sorte henne bagved, så det kunne ikke være nemmere”

“Så siger jeg tak for liftet!”

“Velbekomme, og ha’ en god dag”

Det var tredive meter ren venlighed og ditto påskønnelse.

Sin vægt værd i gummisko

Store arealer bliver tit omregnet til ’så og så mange fodboldbaner’. Muligvis findes der mennesker, for hvis hjerner det giver mening, men det er ikke en sammenligning, der egentlig bidrager ret meget til min forståelse. Måske kan jeg bedre forstå arealer i mål. Længde gange bredde. Den slags.

Forleden så jeg imidlertid en endnu mærkeligere omregning. Jeg besøgte Strandingsmuseet i Thorsminde. Et virkelig godt museum, i øvrigt. Informativt, interaktivt, flot, lærerigt. Det beskæftiger sig i sagens natur med skibe, og på en af tavlerne stod der om et moderne containerskib, at ’Det kan laste 46.000 tons dødvægt, svarende til 106.000.000 par gummisko’.

Gummisko..?

Men hvorfor..?

Ord der var faldet ud på bordet

Skrivebordet på computeren var rodet helt til med dokumenter og mapper og noter og billeder, sådan som det sker for skriveborde. De bliver fyldt fra den ene side, og efterhånden er der ikke flere ledige pladser. Så bør man rydde op, og det gjorde jeg. Og fandt løse ord, jeg har samlet sammen, fordi jeg nok har ment, jeg kunne få brug for dem. Eller få brug for at dele dem. Det er så nu.

Skovloven – den lov der freder skov. Sig ordet. Det falder godt.

Havfald – det affald der ikke bør smides ud til søs

Kandiskendis – musiker fra orkestret Kandis

Udendansk – det samme som udenlandsk. Min ven Henrik har fundet på det. Det er et godt ord.

Der lå også et udklip fra banken om investeringer. Her synes jeg godt, man kunne have gjort sig lidt større ulejlighed med de lange forklaringer på investeringspuljerne, især de første tre.

Endelig har jeg gemt et citat fra dagens Politiken, som for 25 år siden interviewede 12 unge fra 10. klasse om deres fremtidsdrømme og nu er vendt tilbage og har talt med dem om, hvordan det gik. Kristina Christensen, 41 år, Smørumnedre, gik den lige vej; hun arbejder med naturvidenskab, som planen var; hun er logisk og rationel anlagt og fortæller blandt andet om at flytte sammen med sin kæreste i hans allerede fuldt møblerede hus: »Min mor spurgte, hvad der så skulle ske med mine ting. Og jeg havde det bare sådan: »Det er jo bare ting. Her er en sofa og et bord, og vi skal ikke bruge mere lige nu«. Så jeg havde meget få ting med, da jeg flyttede ind. Det kan da godt være, at jeg bedre kunne lide nogle af mine egne ting, men ved du hvad, det er jo bare et bord, altså«.

“…. ved du hvad, det er jo bare et bord, altså…! Jeg ville godt give noget for at have bare en smule af den indstilling. Måske ville nogle af dem, jeg lever sammen med, også give lidt.

Nutella om eftermiddagen, når man er i kibbutz

En uventet snak opstod blandt kollegerne. Om Nutella. Jeg ved ikke helt, hvordan det startede. Nogle sagde Adr, hvad er Nutella egentlig lavet af? – Garanteret noget kræftfremkaldende! Andre udbredte sig om, hvorvidt der skal smør under Nutella eller ej. Nogle kunne aldrig finde på at købe det; andre har det som en lille hemmelig last på linje med kun at læse ugeblade hos frisøren.

Jeg var fuldstændig klar i mit standpunkt: Det eneste tidspunkt, Nutella smager godt, er om eftermiddagen, når man er i kibbutz!

Der er en hel verden knyttet til Nutella om eftermiddagen i kibbutz. Når vi voluntører kom hjem om eftermiddagen fra arbejdet i appelsinplantagen, i børnehusene, på fabrikken, i spisesalen, hentede vi en dyb tallerken med Nutella i køkkenet sammen med et brød, vi havde kappet i skiver i den store skiveskærer, og så slog vi os ned på græsplænen med den daglige eftermiddagssnack og snakkede. For mig er det billedet af solskin, dovne eftermiddage, fællesskab, arbejdskluns fra fælleslageret, frynsede cowboyshorts, unge voksne i starten af tyverne, frihed, verdensvenner, muligheder, foråret 1981.

Og Nutella. Tykke lag på skiver af hvidt brød. Det er ikke så sært, flere af os tog adskillige kilo på i de måneder, vi var der.

Men altså; udover om eftermiddagen i kibbutzen behøver I ikke beregne Nutella til mig.

Mig får de ikke!

Scenarie 1. Telefonen ringer.
Ung mand i telefonen: Hej, det er Frederik fra Politiken.
Mig: Nej! Dét skal jeg ikke!

Scenarie 2. Ved hvervestand (hvis det hedder sådan) i forområdet i Føtex.
Ung mand iført imødekommenhed: Må jeg spørge dig om noget?
Mig hastigt passerende: Hvis det er noget med telefoner, så skal jeg ikke dét!
Ung mand: Nej, nej, jeg er fra Red Ba….
Mig: Og hvis det er noget med noget andet, så skal jeg heller ikke dét!

En forbehandlet kæreste og perfekt fange-forbrydere-vejr

Jeg ledte efter et bestemt billede i mine omfattende fotoarkiver. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg havde taget det, og jeg var også usikker på, om jeg overhovedet havde gemt det, så jeg var nødt til at skimme en temmelig lang periode i kamerarullen. Jeg skulle bruge billedet i et blogindlæg til at illustrere et udtryk, vi ofte bruger herhjemme. Jeg fandt det ikke, så jeg har nok i sin tid vurderet, at det ikke var værd at gemme.

Til gengæld fandt jeg en masse andet på min vej gennem arkiverne. Det hele er en vilkårlig og ustruktureret blanding af mobilfotos og skærmbilleder, og det eneste system, de er arkiveret efter, er kronologien. Det ville være rart, hvis de blev ordnet i mapper efter den geniale og indlysende struktur, som jeg ikke har fundet på endnu. Men indtil videre er kronologi også et godt og velafprøvet parameter.

Jeg faldt over nogle screenshots, som jeg af en eller anden grund har fundet det værd at gemme på, måske fordi jeg tænkte, jeg kunne bruge dem til noget sjovt. Samle dem i et indlæg engang. Det er så nu.

Fra en Til salg-side på Facebook. Det er sjovt på den forvrøvlede måde.

some

 

Fra et opskrift-nyhedsbrev. De er faldet noget af på den, både hvad angår opskrifterne, frekvensen og formuleringerne. Jeg har længe villet afmelde det – på grund af det ekstra n i “Velbekommen allesammen” nederst. De skriver det HVER gang. Nu så jeg, at de også rutter med vokalerne i opskriftens titel. Marieneret … tsk, tsk. Det mindste man kunne gøre for nyhedsbrevets læsere var vel lidt korrekturlæsning? Bare lidt.

some2

 

Til gengæld bliver jeg i godt humør af Politirapporten Fyns Facebookopdatering fra engang i foråret. Bum bum.

some3

Når jeg får lejlighed til det, tager jeg – igen – et billede af et bestemt motiv, så jeg kan løfte sløret for, hvad det er for en vending, vi har, som kun kan illustreres med netop dét. Stay tuned.