Vi satte hinanden stævne hos min mor i går, størstebror og jeg og vores kone og kæreste. Kummefryseren i skuret var blevet overflødig efter køb af ny skabsfryser, og nu skulle skrumlet ud.

Forinden var vi nødt til at rydde en masse andre ting ud af skuret, som er for lille til, at vi kunne være derinde alle sammen. Vi syntes ikke, min mor skulle stå ude og fryse – eller blande sig i processen, og min kæreste sagde for sjov til hende, at vi hellere måtte få hende sat med fødderne i et fodbad. Det skabte åbenbart et billede i hendes hoved af hende selv siddende med fødderne i vand uden for skuret, for da vi alle sammen havde grinet lidt over, at vi ville forhindre hende i at blande sig, sagde hun “Det ville nu også være for koldt i dag”. Vi fik bragt hende ud af misforståelsen og gjort forståeligt, at det selvfølgelig var for at holde hende inde i huset.

Det var en hyggelig dag. Fryseren kom ud, der blev ny god plads i skuret, min kæreste morede sig kosteligt over størstebrors gamle trailer, som han syntes lignede en sækkevogn med træk, – og jeg øvede mig i at blive en fjumret mor selv engang: Da vi ankom, bøjede jeg mig ned og gav min lille mor et kram og sagde kærligt “Farveeeeeeel”.

I dag ringede jeg til hende. Vi lo igen ad fodbadtanken og andre ting, samtalen var faldet på i går. Og hun rundede af med: “Men det havde nu været for koldt!”

481282_10200420865259493_1104163063_n

Sækkevogn med træk. Synes nogen.