Jeg mødte en tidligere kollega i dag. Det er længe siden, vi har set hinanden, og der var meget, vi lige skulle runde. Også bloggen her, og hun gav udtryk for, at det da var oplagt, at netop jeg skulle blogge … “med dine evner for at skrive”. Så blev jeg glad.
Og beundrede igen inde i mig selv de mennesker, der er så gode til at få det sagt, al rosen.
Det trænger jeg til at øve mig på. Får jeg det endelig sagt, lyder det altid, som om jeg ikke mener det.
Men jeg samler på dem, de søde ting. Den fineste kompliment fik jeg for otte-ni år siden til en fødselsdagsfest hos en anden tidligere kollega. Jeg dansede med hendes eksmand, som jeg vidste var nogle år ældre end hende, og af den grund kom vi til at tale om alder. Jeg fik at vide, hvor gammel han var, og konstaterede, at han holdt sig vældig godt. Så spurgte han om min alder og fik svaret, hvorefter han efter en kort pause sagde: “Du må være lavet af noget godt bindevæv!”.
Han var læge, så han ved den slags!
