12. april 2013 | den store bunke |
Jeg har købt en kuffert i dag. Det gjorde jeg også for en måned siden. Jeg skrev endda en statusopdatering om det på Facebook.
“har impulskøbt en blå kuffert. Betyder det ikke, at jeg er nødt til at rejse mig en tur?”
I dag købte jeg en, der er sort og lidt mindre og går som håndbagage på flyrejser. Jeg købte også en toilettaske. Hvad har jeg forestillet mig? Jeg har ikke engang en eneste lille rejseplan.
Nårh jo, næste weekend skal jeg til 60 års fødselsdag i Vestjylland ved den yderste rand af Vandkantsdanmark om lørdagen og til konfirmation i Roskilde om søndagen. Meget rundrejseri.
Kan det ikke godt generere to kufferter?
Og måske en hatteæske?
10. april 2013 | den store bunke |
Så sidder I der med jeres iPadder og andre tablets og tror, at det er det nye. Men det er det overhovedet ikke.
Se lige her, hvad min mor skrev på, da hun gik i skole i 1930’erne.
Det er den til venstre, der var min mors. Den hænger i mit køkken og husker mig på, hvad jeg skal huske at købe næste gang, jeg skal købe ind. Jeg bruger nu ikke griflen, men kridt. Griflen hviner helt forfærdeligt på tavleskifer. Lyden må have været hæslig i sådan et klasselokale, når alle rollingerne skulle skrive på deres tavler.
Den til højre er min iPad. Princippet er jo fuldstændig det samme som tavlen. Firs år senere hedder den bare tablet i stedet for tavle.
Tankerækken fik mig til at huske den her norske video om munken Ansgar, som er gået i stå med at bruge den nye gadget ‘bog’ og har tilkaldt Broder Helpdesk. Den blev voldrundsendt i mails for et par år siden, og jeg elskede den. Og stadig.
8. april 2013 | den store bunke |
Det er tiden igen. Duerne vil have et sted at turtle. De har kik på min altan. Igen. MEN DET SKER IKKE!! Sidste forår lavede jeg noget andet et øjeblik, og straks havde de overskidt det hele. Det er noget, duer gør, også der hvor de godt kan tænke sig at bo. De er dumme.
I nogle dage har jeg hørt deres kurren ude på altanen, og jeg har kyst dem væk, når jeg har opdaget dem sidde derude på gelænderet og nede i krukkerne. Lørdag morgen sad hr. og fru Due og plirrede ved siden af hinanden i den store krukke. Jeg tog mine vrede øjne på og gik ud og hvæsede ad dem. Og så lagde jeg underskålen oven på krukken. Siden har jeg ikke set dem.
Var det virkelig så let?
6. april 2013 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Min mor fyldte 87 i dag. Det var lykkedes os at samle alle hendes tre børn og nogle svigerbørn og børnebørn til frokost. For at aflaste hende og for at forhindre hende i at ligge vågen mange nætter forud og planlægge havde jeg kækt sagt, at hun ikke skulle tænke på noget som helst; jeg ville tage al maden med. Det var bare rugbrød og pålæg, så det var sådan set ikke så kompliceret, men hun var glad og lettet. Og rigtig dygtig til at holde sig væk fra køkkenet, når vi sagde det.
Vi savnede de store piger, de fire ældste børnebørn, og det var bare ærgerligt for dem, at de ikke fik smagt den ene ting, vi havde gjort noget særligt ud af. En langtidsstegt lammekølle med æblepeberrod.
Altså, det startede med, at vi aftenen før pakkede en frossen lammekølle ind i stanniol sammen med en ordentlig stor busk salvie, estragon, laurbærblade, rosmarin og basilikum.
Ovnen stod på 75°. Ind med dyret i 12 timer.
Så kogte vi en lage af 1,2 l vand, en spsk. peberkorn, et helt hvidløg i tynde skiver, 1 dl groft salt og en hel masse estragon og timian. Det så sådan her ud:
Næste morgen pakkede vi lammekøllen ud. Den var så mør, at benet faldt af.
Det gjorde ikke noget, for så kunne den nemmere være i en beholder, hvor den skulle dækkes helt af lagen, som vi havde varmet.
Så lå den der og kølede langsomt af og hyggede sig med at komme til at smage godt, mens vi fik alle mand purret ud af de varme senge og gjort klar og kørte til Fyn. Jeg var den voksne og ansvarlige chauffør, der på et tidspunkt kunne tælle fire forsvarsløse sovehoveder. Og et lam i bagagerummet.
Og så passede det lige med, at de vågnede, da vi nåede frem, og lammet var lige præcis klar til at blive taget op af lagen og blive skåret ud og se sådan her ud:
Vi lavede æblepeberrod til, som bare er skrællede madæbler i tern, som bliver dampet og rørt med fintrevet peberrod. Nejjj, hvor smagte det godt, og det var så mørt, at man kunne skære det med øjenbrynene, og der er opskrift på lammet her og på æblepeberroden her.
Jeg er sikker på, at vi laver det igen.
4. april 2013 | Hørt og set i forbifarten |
Denne her røde dækkeserviet af plastic har fulgt familien, siden børnene var små. Til at lægge under, når man skulle lime, skære eller tegne med tuscher der gik igennem papiret. I dag opdagede jeg, at vi simpelt hen engang har fået vores navne skrevet i de små hjerter rundt i kanten. Det er tydeligvis ikke mig, som har gjort det – jeg kalder jo ikke mig selv mor!
Skribenten har plantet andre hilsener. Og været rundhåndet med boller over aerne.
Resten er tændstikmænd og rester af lim og det, der er tegnet uden for stregerne. Mange små spor efter store kreative udfoldelser.
