Jeg kastede mig ud i at bage nytårskransekagen selv. I kassen med Den Legendariske Småkagemaskine, som Morten havde hjemlånt fra sin bror, der normalt opbevarer den del af arven, befinder sig også bagerens kransekageforme.
Jeg kombinerede nogle opskrifter jeg fandt på nettet og rodede med monsterklistret marcipanmasse, smurte forme og dyppede dem i rasp for at kransekageringene skulle kunne slippe igen. Så langt så godt.
Herfra gik det ikke så godt. Der sad de så, kagerne. Fast i formene. Ikke faste i formen. De kunne ikke komme ud. Det var noget makværk.
Jeg lagde billedet på Facebook med teksten “Nå, men jeg skal også huske at købe kransekage…”. Så kunne nogen stille sig på mine skuldre og skryde over deres egne perfekte kransekager, og andre kunne trøste sig ved, at jeg er lige så dårlig en kransekagebager som dem. I hvert fald udløste det rekordmange likes fra uventede kanter og en række sjove kommentarer.
Men bagerdrengen er ikke sådan at vippe af pinden. Han finder muligheder, hvor der ingen er. Han insisterede på at vide, hvordan det smagte. For er smagen god, kan man bare skære dem til og dyppe i chokolade.
Så jeg har ikke købt kransekage.
Godt nytår!
