10. april 2020 | den store bunke |
Så opdager man et nyt sted, som er smukt, og så siger man til hinanden, at HER må man komme tilbage en anden gang.
Og det gør man bare aldrig.
Og så alligevel.
I dag havde vi aftalt med vores gode venner at tage til Mariager Fjord og gå i Bramslev Bakker med hund, kaffe og madpakke. Vi må ikke mødes med dem indenfor, men udenfor er der masser af plads til at holde afstand, så det var på med støvler og rygsæk og af sted mod Hobro.
Vi gik Panoramaruten. Det var den tur, som Morten og jeg vandrede i silende regn i november sidste år. Ikke fordi vi er særligt glade for at gå i regnvejr, men fordi turen var kommet til os som gave, hånd i hånd med en overnatning på Bramslevgaard. Og det regnede altså den weekend, vi havde booket. Det er altid værre at tænke på end at være i, ved vi, og det blev skam en fin tur, men også en meget våd og mudret tur. Jeg fortalte om den her. Teksten slutter med den evigt håbefulde sætning “… vi kommer tilbage, Bramslev Bakker”.
Det kom vi så i dag. Det var en HELT anden tur, og ikke bare fordi vi gik den modsatte vej rundt. Men vejret!! Jeg er pæonrød i ansigtet af sol og vind i skønne timer, der havde det hele. Godt selskab, masser af snak, dejlige pauser med madpakke og kaffetår.
Og fantastisk vejr! Bare til sammenligning er her to billeder taget fra nøjagtigt samme sted.
Godt selskab.
5. april 2020 | At have have, den store bunke |
Man opdager det på flere måder.
Én måde er at se sig omkring ude i naturen. Indrømmet, det er ikke hver dag, jeg kommer derud. Der HAR været dage, hvor telefonens skridttæller har vist, at jeg kun har gået 187 skridt på et helt døgn. Blandt andet fordi jeg ikke har gået med min telefon på mig, og det har jeg ikke af den enkle årsag, at jeg ikke er gået ret langt væk fra, hvor den lå.
Men jeg har lige købt nye vandrestøvler, og de skal gås til. Derfor har skridttælleren både i går og i dag vist langt højere tal – og jeg har set træerne vise grønt.
Det var alt for varmt at have jakke på. Næsten også for varmt at gå med den om livet.
Ud fra dette billede kunne man nemt komme til at tænke, at jeg endda havde været ude og trave i strandsand. Men det kunne ikke være mere forkert.
Det er crumble før bagning!
Vi havde rabarber i fryseren, opdagede Lasse og lod forstå, at så var der rabarbercrumble på ønskesedlen.
Og det er et andet tegn på forår, at man kan indtage eftermiddagskaffen på terrassen.
4. april 2020 | den store bunke |
Dette – måske – modsætningsforhold blev vendt over aftensmaden. Af og til er det de særeste emner, vi kommer omkring.
Jeg havde købt en færdig sovs til de frikadeller, jeg lavede til aften. En rødvinssauce. Som reelt bare er en brun sovs. Man kan selvfølgelig pifte den op, men det havde jeg ikke gjort. Og så faldt snakken på, at vi egentlig ikke har spist ret meget sovs i de år, hvor jeg boede alene med børnene. Mest fordi jeg ikke kan lave sovs. Den bliver fuld af klumper og smager bare af mel. I det hele taget er jeg ikke ret god til traditionel dansk mad, – at lave sovs, at koge kartofler uden at koge dem ud, at stege sprød flæskesteg. Jeg får det hele lavet til bleg gummimad. Og så må man jo sno sig og kokkerere noget andet.
Lasse – yngsten som bor hjemme igen, mens verden er lukket ned – udtrykte tilfredshed med, at han oftere har fået marinader og ikke blev opfostret til at ville have sovs og kartofler til alting. På spørgsmålet om være en sovseperson eller et marinademenneske, svarede Morten det første … lidt tøvende, fordi han nok mere er en sauceperson.
Men det er supergodt at være forskellige typer under samme tag, for det betyder, at vi faktisk spiser ret varieret, med både sovs, såås og marinade.
I dag fik vi frikadeller, ris, sovs, bagte gulerødder og en salat med soltørrede tomater, blåbær og granatæblekerner. Lavet af et marinademenneske.
2. april 2020 | den store bunke |
I morges havde jeg bøvl med at få etableret min vpn-forbindelse til firmaet, så jeg sad ikke klar med hvæsset tastatur lige på det sædvanlige starttidspunkt.
Det var vores eget wi-fi, der trængte til en genstart. Slukke, tælle til noget, tænde igen og vente til nettet havde fundet sig selv, logge ind igen – og så kørte det. Men der gik jo lidt tid med det.
Hvis jeg var mødt ind på min fysiske arbejdsplads til tiden og havde haft teknisk besvær med at komme på firmaets servere, ville ingen have karakteriseret det som for sent fremmøde. Nu sad jeg hjemme med de samme udfordringer og følte, at jeg kom for sent. Det er egentlig uretfærdigt.
Heldigvis er der ingen, der holder øje med mig.
Det tror jeg da ikke … måske skal jeg sætte plaster på kameraerne og tage en sølvpapirshat på for en sikkerheds skyld.
30. marts 2020 | den store bunke |
Altså, der ER jo ikke noget, der er almindeligt for tiden. Men på tredje kriseuge er vi selvfølgelig kommet ind i nye rutiner, som nu bare er … ja, rutiner.
I dag startede jeg med at stå op – kvart over syv, dét kommer jeg til at savne, når vi rammer normaltid igen – og tage et bad. Morgenmaden var A38 med mysli og et halvt æble skåret i tern, hvilket er helt normal hverdagsmorgenmad.
Klokken otte nul nul tog jeg et krus kaffe med ind på kontoret og tændte computeren. Og var i gang.
Klip til klokken 12. Frokosttid. I dag kogte jeg et par æg til mine rugbrødsmadder med spegepølse og leverpostej. Tit spiser jeg rester fra aftensmaden dagen før, men sådan nogen var der ingen af i dag.
Tilbage til kontoret. Arbejde, arbejde, arbejde, arbejde, indtil jeg slukkede computeren klokken 16.
De forskellige små overspringshandlinger har jeg naturligvis ikke beskrevet. Kolleger og chefer kunne læse med. Men lige i dag var der nu ikke ret mange overspring.
Bagefter tilbød jeg at være den, der stod for aftensmad i dag, hvorfor jeg tog ransel på ryggen, vandrestøvler på fødderne og lydbog i ørerne og drog ud på en efterhånden næsten rutinemæssig gåtur på fire-fem kilometer, der hen imod slutningen bragte mig forbi en dagligvarebutik, som jeg gik ind i. Pyha, lang sætning.
Siden har jeg lavet aftensmad, spist sammen med resten af husstanden, set fjernsyn og opdateret mig på forskellige platforme. Meget typisk, meget standard.
Bortset fra … i eftermiddags meddelte Candy Crush, at “Hver dag i denne uge får du 24 timers ubegrænset liv”… Altså hvad? Syv døgn i træk? 168 timer uden stop? Helst nej tak. Det tror jeg altså ikke, jeg kan administrere.
DET ER JO IKKE NORMALT!
