Vi er der. Det er blevet juleaften. Eller indtil videre juleaftensdag. Juleaftensdags formiddag.
Kalenderlyset er brændt ajour, godt og vel endda. Der er bagt ekstra småkager, gavepakkeriet er meldt klar og juleglæden det samme. Jeg er mild og god, og forude venter kirkegang og jul med nære og kære.
Glædelig jul til hver og én og hele verden!
Nu er der ikke så meget mere, jeg kan stresse over. Ikke at jeg har været voldsomt stresset. Bestemt ikke. Jeg har måske muligvis bare haft et vildt blik i øjnene af og til, og haft lister liggende både på computeren og i dropbox og på køkkenbordet og i hovedet.
Nu har julefreden har sænket sig. Jeg kan ikke finde på mere. Rundt omkring i lejligheden er mine dejlige børn, som jeg glæder mig over at have samlet, så småt ved at vågne, kan jeg høre, og inden så længe begynder det store familiejulehurlumhej. Jeg glæder mig.
Glædelig jul!
Da jeg havde fået børn, og de var groet lidt til, virkede det i nogle år rigtigere at holde jul hjemme i stedet for at tage hjem til bedsteforældrene på skift.
Jeg gik fra at være en, der blev holdt jul for, til at være en, der holdt jul for børnene og de gamle. Jeg blev lidt voksen lige der.
Man behøver ikke blive ved med at gøre det samme, bare fordi man er begyndt. Nu overlader jeg det glad til min storebror at være den voksne, der holder jul for børn og gamle. Og for jævnaldrende. Så bliver det nemlig den allerhyggeligste juleaften.
