Man skal aldrig disse nogen, der gør et ærligt forsøg.
I går købte jeg fødselsdagsgaver til Astrid. Hun ønskede sig blandt andet et cover til sin mobiltelefon, og jeg fandt et i Fona. Det strejfede mig kortvarigt, at sådan et cover slet ikke passer ned i de kvadratiske poser af tyndt farvet cellofan med selvklæbende lukning, som de plejer at putte cd’er og dvd’er i i den butik. Men jeg kom fra tanken igen. For at få et byttemærke på nævnte jeg, at det var til en gave. “Jeg får den lige pakket ind”, sagde ekspedienten, da vi havde ordnet betalingen, og gik længere hen ad disken, sikkert derhen hvor forretningens gavepapir var. Imens stod jeg og kiggede på noget andet. Han kom tilbage med en lille plastikpose med pakken i og oplyste glad, at han lige puttede byttebonen deri. Jeg SÅ simpelt hen ikke hverken gaven eller hvordan han bar sig ad, før jeg kom hjem og tog pakken ud af posen.
Den så sådan her ud.
Først vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle sige. Så kom jeg sådan til at grine.
Man skal aldrig brokke sig over, at nogen prøver at gøre noget godt. Men når de ikke ser det, må man godt lave det lidt om.
Jeg griner ved tanken om, at ekspedienten garanteret har gjort sit bedste. Som mine børn ville sige: LOL.
Det er jeg HELT sikker på, at han har, og det får han point for. Min søn startede sin erhvervskarriere som juleassistance i en boghandel, og jeg kan godt huske, at han kæmpede hårdt for at lære at pakke pænt ind, men jeg tror alligevel, han startede et niveau højere end ham her. Måske skal jeg foreslå i Fona, at de sætter ham ud bagved en hel dag for at øve sig med en kurv ukurant formede varer og fem ruller gavepapir. Så kan han blive rigtig god. Imødekommenhed og elskværdighed har han i forvejen.