Vådvejr og vinterdæk

Det meste af dagen har jeg haft denne udsigt og lyden af slagregn på ruden. Gråt i gråt og vådt i vådt og aldrig lysere end dette. Det gode var, at jeg ikke skulle ud, for det var på ingen måde vejr til andet end at sidde indenfor og vende den anden kind til.

Den eksotiske pynt? Ja, den vandt jeg i pakkespil i starten af december, og det var her, den bedste placering var.

Et andet lyspunkt er, at jeg har fået vinterdæk på min bil. Min søde og dygtige kæreste ordnede det i går. I tørvejr. Lille Hviden kan nemlig sagtens holde på tværs i carporten. Måske løftede han den derind, jeg så ikke mellempositionerne.

Til alle dem, der har været bekymrede, altså: Jeg kører vintersikkert.

Dimsen, der stikker op fra bunden af billedet, er toppen af troldhaslen. Som jeg ikke har fået klippet endnu.