25. oktober 2018 | den store bunke |

Jeg købte BILLED-BLADET i sidste uge, og det var måske i virkeligheden første gang nogensinde, at jeg betalte for bladet og ikke bare bladrede i det hos frisøren eller i et venteværelse. Men der var en ganske særlig grund til, at jeg ville eje det, og det var ikke for at læse sidste nyt om Morten Grundwalds sygdom eller Harry og Meghans bryllup.
Derimod var det for at beundre en helt bestemt krydsord! Min datters første professionelle krydsogtværs var nemlig trykt i netop dette blad – uge 42 i 2018. Jeg er MEGAstolt!
Midt i september startede Laura som krydsordskonstruktør hos Aller, og nu sidder hun hver dag i hovedkvarteret på Havneholmen med udsigt og indsigt og konstruerer lodret og vandret. Jeg synes, det er verdens sejeste job, og Aller så helt rigtigt, da de valgte hende! ’Kryds med de kongelige’ i BILLED-BLADET er hendes værk fremover, og inden længe kommer hendes første ’Vise ord’ i Familie Journal.
At bidrage til netop dét blad er stort, for mormor har abonneret på Familie Journal i mange år; hver uge læser hun det fra ende til anden og løser ALLE krydsogtværserne. I virkeligheden startede den nyslåede konstruktørs interesse vel dengang, hun ved familiebesøgene på Fyn fik tiden til at gå med at løse børnekrydsen i Familie Journal. Mormor er også ved at revne af stolthed.
Jeg HAR løst krydsogtværsen. Den er godt gjort og ikke helt let.
21. oktober 2018 | den store bunke |

Da jeg fyldte 40, fik jeg et par RayBan solbriller i gave. Fornylig var der igen-igen faldet en skrue ud, og den ene brillestang lå løst i etuiet. Det er sket mange gange, og hver gang har jeg ladet dem reparere, for de fylder ikke så meget og er nemme at have i tasken. Måske er det derfor, de jævnligt kommer til skade.
Forleden dag gik jeg ind til min optiker med de gamle RayBans.
“Kan jeg hjælpe dig?”, spurgte yngre ekspedient.
“Ja, kan du reparere briller?”, spurgte jeg og rakte ham patienten i to dele.
“Det skulle jeg mene”, sagde han og tog imod. “Fede briller, ellers, den her gamle RayBan-model!”
“Ja, de er 18 år gamle”, sagde jeg (- idet jeg regnede forkert; det er faktisk 19 år siden jeg fyldte 40 …!).
“Men de er ved at blive moderne igen”, sagde ungersvenden anerkendende og gik hen for at reparere.
Kort efter kom han tilbage og erklærede brillerne for brugbare igen. Han beklagede først, at han ikke var meget for at pille ved den anden brillestang, som er hjemmerepareret med tyndt ståltråd, og dernæst at han ikke længere kunne skaffe nye næsepuder til dem.
“Men trænger de da til udskiftning?”
“Nej, nej, men bare så du ved det, når de trænger. De kan ikke fås længere”, sagde han og kastede et sidste – lidt længselsfuldt, syntes jeg – blik på solbrillerne, da han rakte dem til mig.
“De er topmoderne!”
Sådan blev jeg lige et stilikon med min supertrendy retrobrille. Det er hvad der kan ske, når man fastholder status quo i nitten år. Man kan blive firstmover uden overhovedet at bevæge sig.
17. oktober 2018 | Køkkenskriverier |

Hvad? Mener hun havetårn? Nej, hun mener det, der står! Tårnhævning.
For måske halvandet år siden nævnte jeg, at jeg gerne ville have et stativ, så alle mine mange bageplader med boller til hævning ikke behøvede at fylde hele køkkenbordet, når jeg bager. Det drejer sig som regel om fire plader ad gangen.
Så skete der det, at der ikke skete noget. I lang tid fandt jeg ikke et stativ, og vindueskarmen var lang og bred nok.
Men SÅ skete der det, at Morten går på jagt med en smed, der kan konstruere den slags hverdagspraktiske gadgets. Nu er stativet i hus og afprøvet et par gange. Når det ikke er i brug, står det fint sammenklappet i skabet. Bagermadammen er glad.



8. oktober 2018 | den store bunke |

At skrive en bog er næsten som at få et barn. Tror jeg. Jeg har aldrig skrevet en bog. Men i de sidste fire måneder har jeg arbejdet intenst på at hjælpe et bogbarn til verden.
Bogen er en erindringsbog om livet på og omkring en strandingsgård i Fjand i Vestjylland. En sommer for hundrede år siden kom en københavnsk familie fra det bedre borgerskab for at holde ferie på egnens badehotel, som de var blevet anbefalet. Men uheldigvis var alt fuldt optaget, og familien blev indkvarteret på en lokal gård for natten. Det blev indledningen til en livslang række af efterfølgende sommerferier og et lige så langtrækkende venskab mellem de lokale bønder og bedsteborgerne fra hovedstaden. Med tiden har både børn, børnebørn og oldebørn af de københavnske gæster tilbragt ferierne i Fjand. Mikael, som ejer gården i dag, er barnebarn af det ærværdige direktørpar, som måtte tilbringe deres livs første vesterhavsnat i gårdens ydmyge stuer. Han har skrevet en bog om dels gårdens historie og samtid, dels familiens liv på gården og egnen, og det er dette manuskript, vi er ved at forvandle til en rigtig bog.

I går kom forløsningen, da vi var i Fjand og præsentere Mikael for det første print. Det var første gang, han så den opsat, og alle var glade og tilfredse. Vejen er lang endnu, men vi er godt tilpasse her ved milepælen.
Og så havde vi i øvrigt en dejlig dag i virkelig smukt vejr i fantastiske omgivelser – og i godt selskab.




6. oktober 2018 | den store bunke |

Herhjemme er det mig, der er Head of Laundry. Jeg styrer husstandens vasketøj med hård – og som regel sikker – hånd, og jeg gør det helt ærligt med glæde. Jeg kan lide tjansen og gør det gerne i håbet om til gengæld for at slippe for andre husligheder, for eksempel gulvvask, som jeg på ingen måde kan lide.
De eneste krav, jeg stiller til de andre, er, at de selv bærer deres rene og sammenlagte tøjstabler op og lægger det på plads i skabe og skuffer, OG at de sorterer deres snavsetøj i de rigtige kurve, når de lægger det til vask. Der er tre: mørkt, lyst og hvidt. Det er forholdsvist ukompliceret, og de er gode til at sortere. Det sker, at jeg stilfærdigt flytter et stykke tøj til en anden kurv, hvis jeg vurderer, at det passer bedre der, men som regel er der ikke noget at bemærke.
For nylig faldt snakken på det. “Sker det egentlig nogensinde, at vi sorterer forkert?”, spurgte yngsten, som netop er flyttet hjemmefra og skal til at vaske selv. Og jeg indrømmede, at det sker, men så fordeler jeg det bare anderledes, når jeg sætter en vask i gang. “Hvad med en hvid trøje med røde striber?”, fortsatte han. Netop den t-shirt har han ofte lagt i hvidvasken – ud fra logikken i, at hvid er t-shirtens hovedfarve, og jeg plejer at flytte den til lyst, for røde striber blandt hvidt tøj er jo ikke godt. Det ved alle. Og det er gået godt hidtil.
Lige nu er de sidste af hans efterladte stykker vasketøj ved at rulle igennem vaskemøllen, også den nævnte rød-og-hvidstribede. Som jeg lagde over til det lyse. Hvor der så har været noget andet rødligt. Med overskudsfarve. Som har sat spor på et håndklæde. Og på den nævnte. En ny vask af t-shirten alene ændrede ikke noget.
Så min allersidste vask for ham resulterede altså i, at en af hans yndlingsbluser bliver efterleveret til ham som … ja, jeg kan lige så godt indrømme det: let lyserød med røde striber. Ikke så godt, jo.
Der fik jeg da lige grundigt fyret mig selv som vaskeorakel og bekræftet, at det er godt, han nu er på egen vaskehånd. Kan man ikke godt vende det sådan?
Han skal i hvert fald ikke rette sig efter vaskeanvisninger af denne sjove type:

Mor kan også være uheldig.