Da jeg fyldte 40, fik jeg et par RayBan solbriller i gave. Fornylig var der igen-igen faldet en skrue ud, og den ene brillestang lå løst i etuiet. Det er sket mange gange, og hver gang har jeg ladet dem reparere, for de fylder ikke så meget og er nemme at have i tasken. Måske er det derfor, de jævnligt kommer til skade.
Forleden dag gik jeg ind til min optiker med de gamle RayBans.
“Kan jeg hjælpe dig?”, spurgte yngre ekspedient.
“Ja, kan du reparere briller?”, spurgte jeg og rakte ham patienten i to dele.
“Det skulle jeg mene”, sagde han og tog imod. “Fede briller, ellers, den her gamle RayBan-model!”
“Ja, de er 18 år gamle”, sagde jeg (- idet jeg regnede forkert; det er faktisk 19 år siden jeg fyldte 40 …!).
“Men de er ved at blive moderne igen”, sagde ungersvenden anerkendende og gik hen for at reparere.
Kort efter kom han tilbage og erklærede brillerne for brugbare igen. Han beklagede først, at han ikke var meget for at pille ved den anden brillestang, som er hjemmerepareret med tyndt ståltråd, og dernæst at han ikke længere kunne skaffe nye næsepuder til dem.
“Men trænger de da til udskiftning?”
“Nej, nej, men bare så du ved det, når de trænger. De kan ikke fås længere”, sagde han og kastede et sidste – lidt længselsfuldt, syntes jeg – blik på solbrillerne, da han rakte dem til mig.
“De er topmoderne!”
Sådan blev jeg lige et stilikon med min supertrendy retrobrille. Det er hvad der kan ske, når man fastholder status quo i nitten år. Man kan blive firstmover uden overhovedet at bevæge sig.
