21. marts 2013 | Hørt og set i forbifarten |
Forleden kom sætningen i overskriften drønende ind i mit hoved fra en fjern fortid via en uforklarlig tidsmaskine og har siden svirret rundt derinde. Det var sådan, mit yngste barn som 4-årig gjorde rede for sine familieforhold.
Jeg har det skrevet op i en lille bog sammen med alt det andet, børnene har sagt som små. Den er fuld af guld:
Efter en ferie i Frankrig, hvor der er majsmarker, får vi majskolber til aften. Senere betror Laura (3) sig til farfar: “Jeg kan ikke li’ majs, når det er til aftensmad, jeg kan kun li’ det, når det er på marken”.
Niels (3) er ved at pakke til svømmehallen: “Far, hvor er mine vandunderbukser?”
Niels (3) sidder i bilen med vejatlas over Europa, på vej hjem fra Bruxelles. Han kigger på forskellige bykort og spørger: “Hvor er Føtex så?”
Laura (5):“Bestemmer Gud mere end borgmesteren?”
Der skal være folketingsvalg, og der hænger valgplakater overalt. Laura (5) spørger hvorfor, og jeg forklarer at vi skal vælge, hvem der skal bestemme i Danmark. Laura – med et lille gys: “Jeg håber ikke, det bli’r far!”
Niels (4) har været med morfar rundt og se til muldvarpesakse. Han forklarer systemet: “Når muldvarpen kommer hjem, kommer den i klemme”.
Laura (6) i bilen: “Må vi godt høre noget musik? Men ikke TV-avisen! Børnemusik!”
Jeg bager klatkager, og der er blevet lidt røget i køkkenet. Niels (4): “Jeg henter lige mine dykkerbriller!”
Farfar er kommet på sygehuset, Laura spørger hvad han fejler, men jeg svarer, at det skal de først til at finde ud af. Niels (5) spørger: “Tror du, han…” – og jeg forventer, at han nu spørger, om jeg tror, farfar dør, men han fortsætter: “…tror du, han har øjenbetændelse?”
Lasse (3) spørger, hvornår vi skal i biografen. “En anden dag”, lyder svaret. Da han bliver afleveret i børnehaven og får at vide, at det er far, der henter ham, spørger han: “Hvornår henter du mig, mor?”. Svaret er “Det må blive en anden dag”. – “Nej, nej, dér skal vi i biografen!!”
Lasse (4) har et par af Niels’ aflagte bukser på og kommenterer: “De her bukser var engang Niels’! Dengang de var store!”
Lasse (4) får hældt mælk i glasset, men synes, der er for lidt. Argumentet: “Men jeg er TO tørstiger…!”
Lasse (7): “En Galapagosskildpadde kan veje et halvt ton. Det er …(tænkepause)… hvor mange poser havregryn er dét?”
Og den der er blevet refereret igen og igen:
Vi har talt om at få en kat. Niels og far er ude at gå og møder en dame med en cockerspaniel. Niels: “Far, det er sådan én, vi skal ha’, ikke også, – bare i kat”.
19. marts 2013 | Hørt og set i forbifarten |
Når ens barn er fem-seks år, skal man altså være holdt op med at omtale sig selv som “mor”, når man taler med barnet. “Så kommer mor og henter dig”. “Må mor få en bid?”
Sig “jeg”! Dit barn ved godt, hvem du er. Jeg siger det bare.
Jeg skulle måske også have sagt det til hende, jeg passerede på vej hjem, og som tydeligvis var faldet i fælden engang og ikke selv kunne komme op igen.
17. marts 2013 | den store bunke |
Vi satte hinanden stævne hos min mor i går, størstebror og jeg og vores kone og kæreste. Kummefryseren i skuret var blevet overflødig efter køb af ny skabsfryser, og nu skulle skrumlet ud.
Forinden var vi nødt til at rydde en masse andre ting ud af skuret, som er for lille til, at vi kunne være derinde alle sammen. Vi syntes ikke, min mor skulle stå ude og fryse – eller blande sig i processen, og min kæreste sagde for sjov til hende, at vi hellere måtte få hende sat med fødderne i et fodbad. Det skabte åbenbart et billede i hendes hoved af hende selv siddende med fødderne i vand uden for skuret, for da vi alle sammen havde grinet lidt over, at vi ville forhindre hende i at blande sig, sagde hun “Det ville nu også være for koldt i dag”. Vi fik bragt hende ud af misforståelsen og gjort forståeligt, at det selvfølgelig var for at holde hende inde i huset.
Det var en hyggelig dag. Fryseren kom ud, der blev ny god plads i skuret, min kæreste morede sig kosteligt over størstebrors gamle trailer, som han syntes lignede en sækkevogn med træk, – og jeg øvede mig i at blive en fjumret mor selv engang: Da vi ankom, bøjede jeg mig ned og gav min lille mor et kram og sagde kærligt “Farveeeeeeel”.
I dag ringede jeg til hende. Vi lo igen ad fodbadtanken og andre ting, samtalen var faldet på i går. Og hun rundede af med: “Men det havde nu været for koldt!”
Sækkevogn med træk. Synes nogen.
15. marts 2013 | Hørt og set i forbifarten |
I går, da jeg cyklede hjem fra arbejde, så jeg et ungt par hånd i hånd, hvor min første tanke var “Hvad har de tilfælles?”, og den næste “Hvordan mødte de hinanden?”.
Han: Høj og hærdebred og klædt i blå flyverdragt med velcroen godt strammet til i ærmer og ben.
Hun: Lille og spinkel i kæmpestor sort pels, dyremønstrede leggings og høje støvler (den der type, hvor hele sålen har kontakt med underlaget og er nærmest trekantet, så foden er på vej ned ad bakke… giver det mening?).
Hvis jeg nu havde taget et billede af dem, måtte jeg så egentlig godt offentliggøre det? Det ville være naivt at antage, at de ikke kunne genkende sig selv.
12. marts 2013 | den store bunke |
Jeg mødte en tidligere kollega i dag. Det er længe siden, vi har set hinanden, og der var meget, vi lige skulle runde. Også bloggen her, og hun gav udtryk for, at det da var oplagt, at netop jeg skulle blogge … “med dine evner for at skrive”. Så blev jeg glad.
Og beundrede igen inde i mig selv de mennesker, der er så gode til at få det sagt, al rosen.
Det trænger jeg til at øve mig på. Får jeg det endelig sagt, lyder det altid, som om jeg ikke mener det.
Men jeg samler på dem, de søde ting. Den fineste kompliment fik jeg for otte-ni år siden til en fødselsdagsfest hos en anden tidligere kollega. Jeg dansede med hendes eksmand, som jeg vidste var nogle år ældre end hende, og af den grund kom vi til at tale om alder. Jeg fik at vide, hvor gammel han var, og konstaterede, at han holdt sig vældig godt. Så spurgte han om min alder og fik svaret, hvorefter han efter en kort pause sagde: “Du må være lavet af noget godt bindevæv!”.
Han var læge, så han ved den slags!
