100-0 til naturen

graes1

Hvis nogen derude sidder og er brændt inde med et “Hvad sagde jeg?”, “Det skulle de nok have tænkt på noget før”, “Det kunne man have sagt sig selv” eller andet bedrevid, så er chancen der nu til at komme af med det.

Bare kom. Sig det. Vær bedrevidende og bagklog.

For ja, græsset og plæneklipperen er vokset fra hinanden. Når ingen holder opsyn og skrider ind, vokser naturen vildt. De uger – den sommer –, hvor vi havde travlt på stenbroen med flyttekasser og indretning, så græsset sit snit til at stræbe mod himlen, mens vi vendte ryggen til. Det er det, der sker med levende væsener. De finder deres egen vej. Vi vidste det jo godt. Og så regnede det. Så var vi for trætte. Så prioriterede vi noget andet.

Jeg har taget kampen op. Jeg svedte og bandede min frustration ud. Knoklede og kaldte efter en motorplæneklipper. Og tænkte alligevel, at det skulle være f…… løgn. Og vandt.

1-0 til stædighed.

graes2

Bagud på kartofler

I weekenden blev kolonihave-nabokonen rapporteret opgravende alle sine kartofler. Undring. Er det nu? Hvad gjorde mor? Hed efterårsferien ikke kartoffelferie engang, og derfor tager man dem op i oktober?

Skal det googles? Ja, gu’ ska’ det gugles, og nu ved jeg, at de skal graves op midt i august. Det nåede vi så ikke. Vælg en solrig dag – det nåede vi så heller ikke – og læg dem til tørre på en presenning på græsplænen – tjek, har både græsplæne og presenning. Vi har også flamingobøtter, som de kan komme i, når de ikke længere er behængt med våd jord og derfor ikke længere er i forrådnelsesrisikozonen. Jeg glæder mig til at se plænen dækket af kartofler. Eller hvor stor høsten nu er.

En anden dag. I dag skal jeg til damefrokost.