Jeg læser blogs. En ny verden at træde ind i. Det er også en stor verden.
Der er mange meningsløse blogs, men også mange fine. Mange jeg har lyst til at ligne, men jeg skal jo ikke være Maren eller Stinestregen, eller noget der ligger tæt op ad dem. “Man skal ikke kopiere”, siger den 20-årige, som har blogget i fire år og ved en masse ting. Hvordan man gør, hvad begreberne dækker over, alt muligt. Derfor er det jo dumt, at hun flytter hjemmefra nu. Hun skal jo hjælpe mig!
Men vores aftale er, at når hun flytter, må vi læse hinandens blogs. Jeg har aldrig måttet læse hendes, selv om jeg har prædiket om, at når man udgiver noget offentlig, må alle læse med. “Aj, men det vil jeg altså helst ikke ha’, mor”. Men nu må jeg. Snart. I næste uge. Så skal det nok passe, at hun bliver så opslugt af højskole, urtete, tykke sokker og skriveteknikker, at hun ikke skriver noget.
Nå, i første omgang har hun hjulpet mig med en StatCounter. Nu kan jeg se, hvor mange gange jeg besøger mig selv. For det er lige tidligt nok at slippe Grevinden løs. Det har den 20-årige ellers også meninger om, hvordan man gør. “Så skal du kommentere på en masse andre blogs og henvise til din egen, så du bliver læst”, “Vi er nok de eneste mor-og-datter-bloggere, og så bliver vi inviteret til… nu-har-jeg-glemt-hvad-hun-sagde-vi-ville-blive-inviteret-til…”. Det er jeg nu ikke så sikker på. Men jeg er vildt glad for hendes opbakning. Og jeg skal finpudse lidt mere, inden jeg lader min nyfødte møde verden.
