Da jeg var lille og blev spurgt, hvornår det var min fødselsdag, svarede jeg: “Nittende ju-li-e”. Med tydeligt e til sidst. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg kendte ikke nogen, der hed Julie.
Jeg trænger til nye bukser. Jeg må ikke købe nye bukser, før jeg har prøvet og sorteret hele buksestablen i skabet. Jeg har ikke lyst til at prøve hele buksestablen i skabet, for jeg er bange for, at jeg bliver meget ked af det, når de alle sammen er blevet for små.
Nye bukser har lange udsigter.
Da jeg var barn, kørte vi forbi et børnehjem, når vi skulle besøge min farbror og tante.
Min far sagde altid, at dér kunne vi komme hen, hvis vi ikke ville lystre.
Jeg vidste ikke, hvad lystre var. Jeg forestillede mig en lampet på væggen med to aflange pærer med smalle skærme på. Jeg brød mig ikke om den lampet, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre for at undgå den.
Da jeg var barn, sagde folk altid “Hils hjemme”. Jeg gjorde det aldrig, for jeg vidste ikke, hvordan man gjorde.
Senere fandt jeg ud af, at man ikke gør det, men bare går hjem og siger, at man skal.
Da jeg var en lille pige hjemme på Fyn, lå min mormor sommetider i sengen, og de voksne sagde, at “hun ligger med astma”.
Jeg vidste ikke, hvad astma var. Jeg forestillede mig, at mormor lå inde i sengen med et glas saftevand på natbordet ved siden af en tallerken med to stykker ost’ma’.
Man skal kende folk for at vide, hvilke øjne de ser med.
Da jeg var barn, sad min far altid i bilen og kastede lange blikke til begge sider ud over markerne. Han holdt øje med, hvordan afgrøderne stod.
I dag har jeg på en lang køretur hjem fra Sverige siddet ved siden af en mand, som også kastede lange blikke til begge sider ud over markerne. Det er, fordi bukkejagten snart går ind.
