30. november 2013 | Betragtninger |
Når jeg under støvsugningen tænker, at der da egentlig ikke trænger voldsomt, og det går op for mig, at tanken udspringer af, at der ikke hænger støvguirlander under loftet, og der ikke er vindheksestore nullerbolde i mit umiddelbare synsfelt, støvsuger jeg måske generelt for sjældent.
31. oktober 2013 | Betragtninger |
Den eneste situation, hvor det forekommer helt naturligt, at jeg sidder i sofaen og siger: “Jeg mangler nogle damer!”: Når jeg lægger kabale.
11. september 2013 | Betragtninger |
Da jeg var barn, var uret i køkkenet altid 10 minutter foran. Så var vi nemlig i lidt god tid. Vi opererede med begreberne Klokken og Den Rigtige Klokke. Den Rigtige Klokke var ikke så meget som Klokken.
27. august 2013 | Betragtninger |
Når en 16-årig dreng siger: “Mor, vi skal altså til at lave mere mad med dem her”, og ’dem her’ er kogte speltkerner i en salat, så ved man bare, at…. ja, så er jeg faktisk i tvivl om, hvad man ved.
16. august 2013 | Betragtninger |
Umberto Eco. Der er ikke mange navne, hvor både for- og efternavn begynder med vokal.
Umiddelbart kan jeg kun komme i tanker om Ulla Essendrop. Og Ole Erling. Og Ole Olsen.
13. august 2013 | Betragtninger |
Hvis den ene har en mor, der sidder i kørestol og ikke siger ret meget, og den anden har en mor, der futter rundt og snakker hele tiden, er dette replikskifte sandsynligt:
Den ene: “Det er egentlig uretfærdigt, at din mor både kan gå og tale…”
Den anden: “Til gengæld er der større sandsynlighed for, at din mor kan huske, hvad hun har sagt…”