Spørgsmålet blev stillet af Laura i formiddags, inden jeg kørte hende til bussen til København. Det var et relevant spørgsmål, idet det er min sidste dag, inden arbejde og hverdag venter i morgen, og der så ikke er ekstra fridage i sigte før om mange efterårsmåneder.

Jeg har haft tre dejlige ferieuger. Hvor jeg har lavet meget lidt mad. Ikke forstået sådan, at jeg har spist meget lidt mad, men det har mest været fremstillet af andre. På restauranter, hos venner eller færdigkøbt. Sådan kan man også evaluere en ferie. På graden af køkkenarbejde.

Eller på valutaer. Holland, Danmark og Sverige. Euro, kroner og kronor. Specielt ved den sidste nød vi godt af den fordelagtige – set med danske øjne – kurs. Selv dyre middage afspejles på kontoudtoget som moderate. Det kan vi også godt lide ved Sverige.

Men hvad skal jeg så i dag? Morten er kørt ud et ærinde, og når han kommer hjem, har han en vigtig opgave med at følge Formel 1 fra klokken 15, så jeg bestemmer helt selv.

Min vigtigste opgave bliver at lave ingenting, har jeg bestemt. Ikke presse mig selv med noget som helst pligtpanik. Jeg vil nyde ferien til sidste sekund. Jeg vil sidde i haven i skyggen under æbletræet med lydbog i ørerne og stirre på, at græsset gror. Allerhøjst vil jeg tage ud i kolonihaven og sidde i en anden skygge og følge med i noget andet vækst, eventuelt squashplantens.

Så kan det være, at jeg også skal finde på noget aftensmad på et tidspunkt. Det laver jo kun sig selv, hvis jeg beder en anden om at gøre køkkenarbejdet.

Det fintænker jeg lige.