Øreflipper

Mine øreflipper er store og kødfulde.

Hold nu op, det er en mærkelig sætning at indlede med, nu jeg ser den. Ikke desto mindre er det sådan, mine ørers anatomi er. Der er god plads til huller i mine øreflipper, og der har været huller, siden jeg var 14 år. Da tog jeg sammen med Anders og Flemming, et par andre (øre)flippere fra klassen, til Odense for at få lavet huller i ørerne. Jeg kan ikke huske, om min mor kørte for os, eller om vi tog rutebilen. Jeg hælder mest til, at vi var af sted på egen hånd. Med tilladelser hjemmefra selvfølgelig.

Jeg fik hul i begge ører, Anders havde hele tiden kun villet have hul i det ene øre, for det syntes han var sejt. Flemming fik kolde fødder, og det forplantede sig helt op til ørerne, så han vendte hjem lige så hel, som da han tog hjemmefra.

Om han siden har fået perforeret sine øreflipper eller har fået andre piercinger, har jeg ingen anelse om, og jeg ved heller ikke, om Anders stadig går med en kæk ring i det ene øre. Men selv har jeg gået med øresmykker lige siden og holdt hullerne ved lige i samtlige 44 år.

44 år lyder også mærkeligt. Det er mange, og er det virkelig så længe siden, jeg var 14? Ja, det er det.

Men hvad sker der for ørerne med årene? Jeg synes, hullerne har flyttet sig – som om de er sunket nedad. Eller også har placeringen bare aldrig egnet sig til alle slags smykkedesign. Når jeg bruger ørestikker formet som mellemstore kugler, sidder de temmelig langt nede på flippen. Næsten ude af flippen. Hvis man vil undskylde mig sammenligningen, er det lidt som brystvorterne på et par hængebryster. Jeg er ikke tilfreds med det.

Man kunne måske godt forestille sig, at guldsmeden, der skød hul, kunne have sigtet lidt højere, når der nu er så meget plads.

Hvor vil jeg hen med det?

Jeg ved det ikke. Måske skal jeg engang få skudt ved siden af. Få et tillægshul med et bedre center.

Eller bare leve med det.

Afinstalleret

Jeg har været på arbejde efter ni dages ferie, og det føltes som enormt lang tid. Jeg var åbenbart kommet til at afinstallere arbejdshjernen, nulstille systemet og slette app’en.

På ni dage kan man nå virkelig meget. Man kan også lade være. Jeg blandede kortene grundigt og gjorde lidt af hvert.

Jeg havde bartjans på Paletten, da Northern Assembly gæstede byen. Musikken var god, og alle gæster fik udsøgt betjening.

Så var jeg til gallafest, hvor jeg tyede til min venindes klædeskab. Igen. Hver gang, Morten er i smoking, låner jeg tøj af Marianne. Med tak. Denne gang så vi sådan her ud.

Så var der nogle dage med rekreation og en spæd start på udeliv og havearbejde, inden jeg hoppede på en Flixbus mod København for at besøge Laura.

Det var dejligt og hyggeligt med et par dage sammen med ældstebarnet. Det var lige i de allerkoldeste dage og en temmelig blæsende fornøjelse at være udendørs turist, så vi toppede den del op med nogle fine indendørs oplevelser. Et kig indenfor i Den Sorte Diamant og Det Kongelige Bibliotek, middag på morens regning i anledning af barnets nyerhvervede kørekort, en hel dag på Glyptoteket – vi så ALT – og klumpet sammen side om side hjemme i sengen med film og fælles dyne over benene.

Derefter installerede jeg mig i bussen mod Jylland og var hjemme i tide til påskelamsgæster. Det var en meget privilegeret hjemkomst, for Morten havde stået for alt indkøb og madlavning. Her er et billede af en fantastisk marengslagkage med karamelliseret appelsin. Tænk sprød sødme og syrlig velsmag og gang det med 100.

Så fulgte et par dage, hvor jeg stort set intet lavede. Hvis jeg gjorde, fortoner det sig i glemslen. Decideret driverliv, decideret dejligt. Nå jo, jeg skar vinterens vissenheder væk i rækkehushaven, som nu er trimmet og lige så klar til forårsfrodighed, som da vi rykkede ind på matriklen for præcist et år siden.

Og jeg har fået yngste søn godt hjem fra to oplevelsesrige uger i Thailand, hvor han besøgte sin kæreste, som sammen med en veninde rejser rundt i Sydøstasien. Han har været savnet herhjemme, og nu er han helt sikkert savnet derude.

I går, på den sidste påskeferiedag, besøgte vi min mor og inviterede hende på krofrokost i anledning af både påsken og hendes 92 års fødselsdag på fredag. Vejret var virkelig vellykket og efter frokosten gik vi en lille tur i et stykke nordfynsk skov. Mor er ukuelig og skyder raketfart med rollatoren, og det var godt for hende – og os – at komme lidt ud.

Det var den ferie. Den gik godt.

I morgen møder jeg på arbejde med geninstalleret Hjerne version 5.8.

Og om to uger har jeg faktisk ferie igen.