Jeg trænger til nye bukser. Jeg må ikke købe nye bukser, før jeg har prøvet og sorteret hele buksestablen i skabet. Jeg har ikke lyst til at prøve hele buksestablen i skabet, for jeg er bange for, at jeg bliver meget ked af det, når de alle sammen er blevet for små.
Nye bukser har lange udsigter.
Jeg går og rydder op i skærerummet på kontoret for tiden. Det er der, vi har printere og hullemaskiner og papir og omslagsmapper – og alt muligt andet. Da vi flyttede ind i lokalerne, samlede vi nogle reoler og kastede tingene ind på hylderne for at få dem væk fra korridorer og fællesarealer. Vi har næsten vænnet os til, at der overhovedet ikke er nogen logik i logistikken, og ved hvor det meste er, men det er alligevel blevet tid til at få indført en overordnet orden. Og det er her, jeg blev udpeget. Det er lige mig, mente de.
Det er sådan set okay arbejde, nu hvor jeg har fået udstukket mig en kurs. Først var det mig og en kollega, men jeg sendte hende ud og lave noget andet igen. Det er nemmere at gøre det selv.
Jeg propper nogle ørepropper med lydbog i ørerne, og så går jeg og udtænker systemer. A3 100g her, A3 160g her, A3 200g overstørrelse her, A4 100g her… fortsæt selv. Det er varmt derinde, og jeg sveder som en asfaltarbejder, men som sagt, det er okay arbejde.
Der er bare lige én ting. Sidst jeg kom ud fra et længere ophold i skærerummet, var Margaret Thatcher død i mellemtiden. Nu er jeg faktisk lidt bekymret for, om jeg får slået Nelson Mandela ihjel.
Birketræet og piletræet i haven fik lov at stå. Selv om gartneren mener, det er skodtræer. “Hvis I gerne vil have svineri på terrassen, skal I bare lade birketræet stå!” Svineri, ja tak. Piletræet er et, der sikkert har sået sig selv engang og bare har fået lov til at vokse, som det ville. Og det har kvitteret med at lave den fineste stammedans, en Harlekinballet … eller noget. Selv sneglen kan lide det og troede lige, den kunne gemme sig og sit camouflagehus. Nu tager det nok en lille uge, inden den får sneglet sig ned til jorden igen.
Er det ikke pæææhnt?
Efter to aftener med fester, hvor jeg var præcis så klog og charmerende, som gode vine og gode mennesker gør én, og to solskindage i haven, den ene på drømmesengen og den anden monteret med hakkejern og rive, og med gamle koner til kaffe og lagkage, er jeg præcis så træt, som en weekend med gode vine og gode mennesker gør én.
Det bliver en nemt sammenflikket aftensmad til den 16-årige og mig og en stol på altanen med en bog og mit lille søglimt, så længe jeg kan holde mig vågen.
Det har været så fint.
Ærteeventyret sluttede, før det begyndte. Nogen spiser bladene, så snart ærtespirerne kommer over jorden. Det er garanteret den frække solsort, hvis rede under konstruktion vi pillede ned fra bjælkerne i huset i sidste uge, som nu tager hævn. Og hvor mange fuglekrige gider man lige føre?
Men hvem er det så, som spiser rucolaen? Den er gnasket i anderledes store bidder. De Vilde Kaniner? Flyvende rensdyr? Ejner?
Morten er en handlingens mand – i dette tilfælde en tankens mand – og påtænker at låne vildtkamera af en af sine fellow jægersmen, og så skal vi få at se, hvem som lusker i krattet om natten.
Og nu går vi under jorden og satser på rodfrugter.
