30. november 2018 | den store bunke |
“Jeg ved hvor vi skal gå på søndag. Vil du med?”
“Ja! Men JEG ved ikke hvor”
“- og det er nok bedst sådan ;-)”
Sådan faldt beskederne mellem Morten og mig i dag. Det er mig, der ikke ved noget. Det gør jeg stadig ikke.
Vi har det meste af weekenden til rådighed og havde snakket om at ’gøre noget’. Noget ikke helt defineret; måske noget med at vandre en længere tur; der har også været tale om overnatning, måske vestkysten, måske nordpå eller i en tredje retning; måske bare at udnytte, at vi har to biler: parkere den ene for enden af en pæn tur og fortsætte en passende distance i den anden, parkere den og gå til fods tilbage til den første bil og siden hente den anden. Vi var bare ikke blevet helt færdige med planlægningen.
Det er vi åbenbart nu.
I morgen skal vi til et arrangement først på eftermiddagen. “Og forinden”, sagde Morten, “skal du pakke vandrestøvler og noget til at have på om aftenen”. Det til om aftenen må gerne være en kjole, fik jeg at vide. Fordi jeg spurgte, om aftentøj var pænt tøj eller nattøj. Og dét er alt, jeg ved.
Jeg er spændt og glæder mig. Hvad mon?
1. april 2017 | den store bunke, Heldige mig |
Det er blevet tid til at sætte mig ned og lade roen sænke sig over mig. Måske sænker øjenlågene sig også tidligt i dag. Det seneste halvandet døgn har jeg bevæget mig gennem en række forskellige verdener, både fysisk og mentalt, og nu kan jeg godt mærke, at systemet gerne bare vil have lidt fred og et lille glas vin.
I går lukkede og åbnede jeg døre i helt forskellige sammenhænge.
Jeg havde sidste dag på mit gamle arbejde, og selv om jeg havde forberedt mig på det i et stykke tid, og afskeden i øvrigt var efter eget ønske, var det alligevel sært. Det gik trods alt godt og gelinde, og jeg kom af sted med pæne og fine ord i bagagen. Jeg lukkede døren pænt efter mig med bevidstheden om, at jeg altid kan åbne den igen, stikke hovedet indenfor og hilse på. Og jeg kan, hvis mine grønne fingre bliver ved med at virke, for fremtiden tænke på søde, nu tidligere kolleger ved at nyde denne fine bonderose, som de gav mig, og som allerede står og pynter på vores nye terrasse.
Og det var det andet store, der skete i går. En ny dør blev åbnet. Vi overtog vores nye hus og skålede i Cava med sælger og mægler. Nu er det vores hus. Vildt! Og vi fik en hel skuffe fuld af nøgler. “Det er ikke så tit, man overdrager et hus med ni nøgler”, sagde mægler, og vi får muligvis nok en eller to i overskud, når vi har delt ud til alle vores børn.
Er man skarpsindig, har man allerede fået øje på et sæt nøgler, der ligner cykelnøgler. Nye cykelnøgler? Ja, der var nemlig pludselig en overraskelse. Sådan noget er Morten uovertruffen til. Knapt var vi ankommet til overdragelsen, før han sendte mig ud i skuret “for at se efter, om de nu havde fået det tømt helt”. Det havde de. Men der stod en splinterny cykel med sløjfe og kort. Den var til mig og anbragt der i smug tidligere på dagen. Ihh, altså!
Sagen er den, at når jeg nu – efter flytning og indretning og alt det – efter påske starter i mit nye job, er det meningen, at jeg vil cykle på arbejde. Jeg har en cykel. Den er gul, og jeg fik den, da jeg fyldte 40. Til sommer fylder jeg 58, og jeg har tænkt, og også sagt højt, at nu ville jeg gerne have en ny cykel. En uden skævheder og skavanker, en uden atten år og en forvredet cykelkurv på bagagebæreren. Og tænk! Så stod der lige en i skuret. Heldige mig! Omme bag skuret stod der en ny herrecykel. Morten var også heldig! Han tænker, at han også skal til at cykle på arbejde om morgenen sammen med mig.
I dag er der sat gang i spartling og maling på den nye adresse. På den gamle har vi pakket i kasser. Der er både dukket klenodier og vemod frem. Også overraskelser. Generelt er det hårdt arbejde at bryde ned; man føler sig brugt, både i krop og hoved, men det går godt indtil videre. 25 kasser er indført i protokollen.
Nu orker jeg ikke at skrive mere.
