Kammertonen kan jeg ikke love

9komma9

På lørdag skal jeg mødes med to meget- og hurtigtsnakkende, højtråbende, tossede, vidunderlige kvinder. Engang var vi kolleger; siden skiltes vores professionelle veje, men vi er evigt og for altid ligeværdige kolleger i vid, vanvid og rablerier. Det går ikke stille for sig, når vi ses, hvilket vi har gjort alt for sjældent. Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Der er alkohol, smøger og ligefrem tale i rigelige mængder. Sidste gang var jeg værtinde. Vi tilbragte en augustlørdag i kolonihaven, og det var SÅ sjovt, og jeg var SÅ mærket dagen efter. Derfor besluttede jeg allerede dengang at lade bilen blive hjemme og tage toget til Aarhus, når vi skulle til julestue. På lørdag, altså.

Der er blevet udstukket en opgave til alle. Vi skal komme med en julesang på hver sin melodi, og den skal handle om vores lille klub. Jeg har store forventninger. Billedet øverst er en lillebitte bid af min kladde. Mere vil jeg ikke røbe, og sandsynligvis bliver det den eneste krumme, der bliver kastet ud i det offentlige rum. Medmindre det ender med at være offentlighedsegnet, og det tvivler jeg på, det gør. Til gengæld er jeg sikker på, vi får det overskægt og er trætte på søndag. Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig for vildt?

Sådan så det ud på Instagram i sommer, da vi fremsatte en offentlig erklæring.

9komma9_sommer