Skønhed gennem alle tider

Nefertite

The beautiful one has come

Det skulle være betydningen af den ægyptiske dronning Nefertites navn. Og i sandhed var det så et velvalgt navn, hun bar. Se denne graciøse hals, se disse fine træk, se disse smukke øjne. Holdningen. Skønheden. Det klassiske. Og tænk så på, at busten er skabt for 3.300 år siden. For næsten treethalvt tusind år siden sad Thutmose i sit værksted og mejslede og sleb sin dronnings træk ud af en kalkstensblok og vidste, at her var tale om uovertruffen skønhed. Som holder i vor tid også. Sådan ville jeg gerne se ud.

Vi har været rundt i nogle blindveje, når det drejer sig om, hvad der er smukt. Prøv fx at google billeder af Marie Antoinette. Nej, vel? Den skønhed, man har lagt i portrætter af hende, holder ikke mere.

Men Nefertite… hun er smuk.

Busten står på Neues Museum i Berlin sammen med en hel del andet ægyptisk hejs, som Ægypten egentlig gerne vil have tilbage igen.

Jeg har set hende to gange. Hun er det værd.