Lokalblind
Mange kan sikkert genkende en oplevelse, jeg havde i søndags. Man kan have lokale seværdigheder, som man aldrig har set, selv om de ligger lige i baghaven. For eksempel har jeg aldrig set H.C. Andersens hus, selv om jeg boede lige midt i Odense for mange år siden. Hverken indeni eller udefra har jeg set digterens barndomshjem, og jeg er ikke engang helt sikker på, hvor det præcist ligger.
Nu har jeg boet i Viborg i 25 år. Her spiller Hærvejen en stor rolle i byens historie, fordi Viborg var et vigtigt knudepunkt på den lange rute. Byfesten kaldtes indtil for få år siden Hærvejsfestival, nu hedder den Snapsting, men en af aktiviteterne er stadig den traditionsrige Hærvejsmarch, og byen er også slutmålet for den årligt tilbagevendende Hærvejsvandring, der varer syv dage og går fra Slesvig til Viborg. Og lige mens jeg skriver dette, taler byens borgmester, Ulrik Wilbek, varmt for en Hærvejsmotorvej henne i mit fjernsyn.
Hærvejen, altså. Den er vigtig. Det vidste jeg godt.
Men der findes også Hærvejsstenen. Dét vidste jeg ikke. Jeg var i hvert fald ikke opmærksom på det. Men i søndags gik jeg en tur, bare nogle få kilometers rundtur ud fra mit eget hus for at få en smule frisk luft, og så var jeg på det nærmeste ved at falde over den. Hærvejsstenen. Den står bare 50 meter fra vejen, der går fra Viborg mod Hald Ege. Det er en stor granittromle med en kompasrose på toppen, og i spiraler rundt om stenen er indhugget en tekst af Peter Seeberg:
“Jerusalem, Rom, Santiago de Compostella, Hamburg, Lübeck, Paris, Finderup, Varde.”
“Kræmmere, krigere, kærrer, karosser, ryttere, drivere, vandringsmænd, heste, stude, gæs, fromme, gode, onde, ene.”
“Langvejsfra til langvejssteder, trætte ad den slyngende vej.”
Han kunne ord, Peter Seeberg! Jeg gik tre gange rundt om stenen for at få det hele med.
Men tænk at være så lokalblind og intet ane. Nu har jeg heldigvis set.
