Tip til anden søndag i advent
Ja, for det er lige sent nok at give gode råd til den første adventssøndag. Og det er ikke fordi jeg har holdt kortene tæt og smølet med at give tippet her videre, for jeg har først lavet vores adventskrans i dag. Udelukkende fordi det først var i dag, det lykkedes mig at købe dekorationsler. Jeg har vidst i flere dage, hvordan jeg ville skrue adventsdekorationen sammen, men jeg har BARE ikke kunnet finde en butik, der solgte ler. LER!
Jeg har forsøgt. Ihærdigt. I forgårs var jeg i tre supermarkeder i Viborg, og i går var jeg i fire dagligvarebutikker i en by på Nordfyn. Alle steder havde de alt muligt andet, – gran, lav, kogler, lys, bånd, oasis, men ikke noget ler. Jeg var faktisk ved at tro, der var udstedt en fatwa mod dekorationsler, at det pludselig var blevet fyldt med forbudte tungmetaller og sundhedsskadelige mikrober, og jeg var den eneste, der ikke vidste det.
Men i Plantorama i dag havde de ler. Til 6,95 for en standardrulle. Og SÅ kunne jeg gøre adventskrans efter inspiration fra et nyhedsbrev fra Politiken. Og måske er du sådan en, der HAR ler, men ikke ved, hvad du skal bruge det til, og i øvrigt har glemt alt om advent. Men så kan du stadig nå at gøre sådan her:
Du skal fore din randform med husholdningsfilm (fordi den skal kunne holde vand) og lægge fire lerkugler ned i den. Dem planter du lysene i, og ind imellem sætter du fire potter minijulestjerner. Til sidst vikler du ståltråd om noget sløjfeformet bånd og stikker det fast i leret foran hvert lys. Så venter du til på søndag, hvor du tænder to lys. Husk at vande julestjernerne af og til. Jeg ved godt, at julestjerner er overraskende svære at slå ihjel, men det skal da nok lige passe, at det lykkes netop når man har brug for, at de er i live. Så vand!
Jeg har også brugt søndagen på at bage småkager, mens jægersmanden slagtede rådyr. Vinterforråd på forskellige planer. Der er lakridssmåkager og fedtebrød i dåserne, og de smager godt. Den ene opskrift er revet ud af et blad, den anden er Frøken Jensens.
Så var der ikke flere juletips i dag.