4. april 2017 | den store bunke |
Fjerde dag i den ternede skjorte. I dag starter jeg med at pakke kasse nummer 46. Det kan jeg jo sagtens sige. Jeg kunne også have sagt, at jeg startede med nummer 99, i princippet kan ingen vide, om jeg bare finder på et tal. Men jeg lover på æresord, at der allerede står 45 fyldte kasser tårnet op, og i dag går jeg i gang med køkkenet. Det er omfattende. Vi har meget. Meget! Og jeg har ingen ide om, hvordan vi kan få plads til det hele i det nye køkken. Eller jo, det har jeg. Det får vi ikke. Der bliver tale om prioriteringer, og egentlig er det bare de prioriteringer, vi slap for, da vi flyttede sammen for toethalvt år siden. Vi har enormt meget skabsplads i lejligheden; ikke kun i køkkenet, men i alle rum, og det får vi ikke i samme grad i huset. Vi kommer også til at savne kælderrummet og loftsrummet her i ejendommen. Igen: prioriteringer. Når vi finder ud af, hvad vi kan få stuvet ind i krogene derude.
Det gode er, at det nye hus nu er indflytningsklart. Store søn var kaldt hjem i weekenden for at spartle og male. Tre dage gik han derude og arbejdede, og søndag var Morten, Lasse og Astrid også på adressen med ruller og værktøj. De har gjort et kæmpe stykke arbejde, og det er simpelt hen så fedt, at vi bare kan rykke ind på lørdag og begynde seriøs indretning.
Min egen eneste mission er at pakke. Pakke, pakke, pakke. Kasse nummer 46 bliver kogebøger, tror jeg. Og noget let, måske plastikbøtter eller den der netskærm, man sætter over lagkager.
Sæt i gang.
1. april 2017 | den store bunke, Heldige mig |
Det er blevet tid til at sætte mig ned og lade roen sænke sig over mig. Måske sænker øjenlågene sig også tidligt i dag. Det seneste halvandet døgn har jeg bevæget mig gennem en række forskellige verdener, både fysisk og mentalt, og nu kan jeg godt mærke, at systemet gerne bare vil have lidt fred og et lille glas vin.
I går lukkede og åbnede jeg døre i helt forskellige sammenhænge.
Jeg havde sidste dag på mit gamle arbejde, og selv om jeg havde forberedt mig på det i et stykke tid, og afskeden i øvrigt var efter eget ønske, var det alligevel sært. Det gik trods alt godt og gelinde, og jeg kom af sted med pæne og fine ord i bagagen. Jeg lukkede døren pænt efter mig med bevidstheden om, at jeg altid kan åbne den igen, stikke hovedet indenfor og hilse på. Og jeg kan, hvis mine grønne fingre bliver ved med at virke, for fremtiden tænke på søde, nu tidligere kolleger ved at nyde denne fine bonderose, som de gav mig, og som allerede står og pynter på vores nye terrasse.
Og det var det andet store, der skete i går. En ny dør blev åbnet. Vi overtog vores nye hus og skålede i Cava med sælger og mægler. Nu er det vores hus. Vildt! Og vi fik en hel skuffe fuld af nøgler. “Det er ikke så tit, man overdrager et hus med ni nøgler”, sagde mægler, og vi får muligvis nok en eller to i overskud, når vi har delt ud til alle vores børn.
Er man skarpsindig, har man allerede fået øje på et sæt nøgler, der ligner cykelnøgler. Nye cykelnøgler? Ja, der var nemlig pludselig en overraskelse. Sådan noget er Morten uovertruffen til. Knapt var vi ankommet til overdragelsen, før han sendte mig ud i skuret “for at se efter, om de nu havde fået det tømt helt”. Det havde de. Men der stod en splinterny cykel med sløjfe og kort. Den var til mig og anbragt der i smug tidligere på dagen. Ihh, altså!
Sagen er den, at når jeg nu – efter flytning og indretning og alt det – efter påske starter i mit nye job, er det meningen, at jeg vil cykle på arbejde. Jeg har en cykel. Den er gul, og jeg fik den, da jeg fyldte 40. Til sommer fylder jeg 58, og jeg har tænkt, og også sagt højt, at nu ville jeg gerne have en ny cykel. En uden skævheder og skavanker, en uden atten år og en forvredet cykelkurv på bagagebæreren. Og tænk! Så stod der lige en i skuret. Heldige mig! Omme bag skuret stod der en ny herrecykel. Morten var også heldig! Han tænker, at han også skal til at cykle på arbejde om morgenen sammen med mig.
I dag er der sat gang i spartling og maling på den nye adresse. På den gamle har vi pakket i kasser. Der er både dukket klenodier og vemod frem. Også overraskelser. Generelt er det hårdt arbejde at bryde ned; man føler sig brugt, både i krop og hoved, men det går godt indtil videre. 25 kasser er indført i protokollen.
Nu orker jeg ikke at skrive mere.
