Det er bare penge
10.748,14
Det sidste døgn har jeg arbejdet intenst med disse tal. De er svære at vænne sig til.
Det er det beløb, jeg skal efterbetale i varme. Altså udover det, jeg allerede har betalt a conto. Det er et beløb, som nær har taget livet af mindst to mennesker. Min landlord, da han fik varmeopgørelsen for ejendommen, og mig, da jeg åbnede kuverten.
Når man bor øverst i en ejendom fra attenhundredeognoget, må man regne med, at det er den dyreste lejlighed at varme op. Varmen fiser ud alle steder, gør den. Det er også den bedste lejlighed. Men det er mange penge alligevel. Dem ville jeg godt have brugt på noget andet. Jeg vidste jo ikke, at jeg allerede havde brugt dem.
Siden i går har jeg prøvet at vinkle det uundgåelige faktum – pengene skal betales – på en måde, så jeg tror at det er noget godt.
“Hvor er det generøst af mig at finansiere en tredjedel af det samlede varmeforbrug i en ejendom, der huser en forretning og fem lejligheder.”
“Det er godt, afregningen kommer nu, så det ikke går ud over julegaverne.”
“Det er bare penge. Ingen er døde. Eller syge.”
“Godt jeg ikke har bestilt en dyr sommerferie. Eller efterårsferie. Eller vinterferie.”
Jeg nåede frem til to veje at gå. At foreslå min husejer at få energitestet, så man kan se, hvor varmen slipper ud, og under alle omstændigheder smide noget isolering op på loftet. Og at betale noget mere a conto, så det i det mindste bliver fordelt over hele året.
Så trampede jeg ned til Landlord med min jeg-er-din-bedste-lejer-attitude. Han vidste selvfølgelig med det samme, hvorfor jeg kom. Og så stod vi der og trippede i takt for at komme først med, hvad vi syntes, der skulle gøres. Han havde nemlig også tænkt. Han har selv boet i min lejlighed i mange år og ligger inde med hele varmeopgørelseshistorikken, og synderen er, tror han, … tadaaaa… skunkene. Og det er rigtigt, at de sommetider blæser op, når det stormer og vinden står rigtigt. Så han har faktisk allerede bestilt nogen til at isolere dem. Ind i snakken fik han flettet sit trumfkort: ”For du er en god lejer”.
Og er det ikke ligegyldigt, at jeg er til fals for den slags, hvis det hjælper med til at acceptere en femcifret efterregning?
“Landlord er et ordentligt menneske.”
Slemme, slemme skunk!
