Syv litterære yndlinge
Jeg fik en opfordring til i syv dage at lægge et billede af en yndlingsbog på Facebook.
Normalt går jeg langt uden om digitale kædebreve, og barndommens kædebrevstrusler om, at ’denne-kæde-startede-i-Spanien-for-12-år-siden-og-er-ikke-siden-blevet-brudt,-og-hvis-du-bryder-den,-vil-slemme-ting-overgå-dig’ har jeg vovet at tilsidesætte. Uden at der skete noget.
Den eneste gang, jeg deltog i et kædebrev og møjsommeligt kopierede brevet og sendte det med posten til fem nye, mens jeg købte og sendte et viskelæder til det første navn på listen, fordi jeg så selv ville modtage 264 viskelædere inden for to uger, skete der det, at jeg modtog … 1 viskelæder. Så nogen har altså brudt kæden. Måske fordi ingen rigtigt gider have 264 viskelædere.
Altså kædebreve, nej tak. Men denne udfordring syntes jeg alligevel var lidt sjov, og jeg har kigget tilbage gennem hele mit bogbagkatalog.
I Facebookprojektet skulle man samtidig udfordre en ny person til at gøre det samme – hver dag lægge en bog op og udfordre en anden. Det har jeg gjort, og med varierende held. Halvdelen af mine udfordrede har taget handsken op, resten ikke. De gider ikke, og ved I hvad? Jeg kan sagtens forstå dem. Men tak til dem, der er gået med og tænker egne yndlinge frem fra fortiden.
Her er mine.
Jeg fik Da skoene løb med Laura i gave, da jeg var omkring syv år. Det er en knaldgod historie om en pige, hvis nye sko løber af sted med hende, og hun oplever alt muligt spændende undervejs. Måske var det en drøm, måske ikke. Jeg har læst den mange, mange gange. Og tegnet lidt på den.
Denne dag et liv er Jens Andersens blændende biografi om Astrid Lindgren. Imponerende, uforglemmelig og velskrevet om fine, kloge Astrid.
Anthony Doerrs Alt det lys vi ikke ser om en blind fransk pige og en tysk dreng under 2. Verdenskrig kryber helt ind under huden med sine mange lag og indbyggede historier. Den er glædelig og sørgelig og godt fortalt i et veldrejet sprog, der gjorde mig hjerteglad.
Claus Deleurans Illustreret Danmarkshistorie for Folket gik som tegneserie i Ekstra-Bladet i 80’erne og blev løbende udgivet i hardback-albums. Jeg ønskede mig dem efterhånden og elskede hvert eneste nye bind. Værket er ufuldendt, idet tegneren gik hen og døde midt i bind 9, netop da vikingetiden var slut.
En mand der hedder Ove. Behøver jeg at sige mere? Fredrik Backmanns rørende fortælling om en irriterende, pedantisk og livstræt mand, der har alle mulige grunde til at være, som han er.
Anne-Marie Løn udgav Prinsesserne i 1996. Om to nordjyske søstre, der er født til storhed og velstand, og som det slet ikke går, som de er udset til. Hovmod, kriser, økonomisk fejlslag, forfængelighed, forkerte valg – jeg husker den som en bevægende roman om bondelandets kultur hen over en hel generation.
Tænk, jeg havde aldrig læst noget af Erik Valeur, da jeg blev opmærksom på Det syvende barn. Den handler om bortadopterede børn fra et nordsjællandsk børnehjem i 50’erne og 60’erne og deres skæbner. Det er krimi, spænding og politisk samtidsskildring på højt psykologisk niveau.
Det var de syv, jeg valgte. Har du yndlinge?
