Jorden er kuglerund og svæver frit i Himmelrummet som en Stjerne
Sådan indledes teksten i den gamle geografibog, jeg har i min reol. Geografi med Billeder af Johannes Holst. Den er trykt i 1907, Anbefalet af Kultusministeriet, Gennemset af Skoleinspektør P. Lauridsen og Autoriseret til Brug ved de københavnske Kommuneskoler. Således kan vi være overbeviste om, at den fortæller præcist og sanddrueligt om verden, som den så ud for lidt over 100 år siden.
Femte maj 1907 har min mors moster Eline Marie skrevet sit navn i den. Også min mosters navn står der; det er ikke dateret, men det må have været i 1930’erne, hun har brugt bogen.
Der indledes med afsnit om Jorden som Himmellegeme, derefter følger noget om solen, årstiderne, varmebælter, bredde- og længdegrader, noget om land og vand, om luften, vinde, varme og luftstrømninger. “Dette kan let iagttages i en opvarmet Stue. Den opvarmede Luft gaar langs med Loftet hen til Vinduer og Døre, medens den kolde Luft søger hen ad Gulvet til Kakkelovnen. Aabnes Døren paa Klem og holdes et tændt Lys i Aabningen, vil Flammen viftes ud ad foroven og ind ad forneden, men brænde roligt i Midten. Paa lignende Vis gaar det til i det store.”
Derefter kommer et afsnit om Menneskeracerne, og så har alle Europas lande et kapitel hver, – Fristaten Svejts, Kejserdømmet Østerrig-Ungarn, Kongeriget Portugal, Kongeriget Italien, Kejserdømmet Rusland, Fristaten Frankrig, ja, alle sammen, også Kongeriget Danmark, hvortil hører Færøerne, og i Amerika ejer vi Grønland og 3 vestindiske Øer, og i Europa endnu et Biland, nemlig Island.
Tilsidst er der kapitler om hver verdensdel, og på den tid drejede det sig om Europa, Asien, Afrika, Amerika, Sydamerika og Australien. Det hele er illustreret med fine tegninger af Johannes Holst.
Alle de geografiske afsnit er delt op i tre underafsnit, Naturen, Byerne og Folket. Især befolkningsbeskrivelserne fejer nutidig politisk korrekthed fuldstændigt af banen. De hvide er de bedste. Sådan er det. Alle andre folk er nok egentlig på vej mod undergang, og godt det samme. Kultusministeriet siger det selv.
Om Menneskene hedder det, at deres antal er 1500 til 1600 millioner (det var dengang, der var 2,5 millioner danskere), og man har inddelt dem i 5 hovedracer, den hvide (eranske), den gule, (mongolske), den sorte (negre), den brune (malajer) og den røde (indianere), og sådan beskrives de:
I. Den hvide Race udmærker sig ved høj Pande og rummelig Hjernekasse, blødt og ofte lokket Haar samt stærk Skægvækst.
II. Den gule Race har et bredt og fladt Ansigt, skraat stillede Øjne, glat, stridt Haar, men ringe Skægvækst.
III. Den sorte Race har skraat tilbagegaaende Pande, lille Hjernekasse, store udstaaende Kæber, skraat fremliggende Tænder, tykke, opsvulmede Læber og sort, uldkruset Haar.
IV. Den brune Race har høj Pande, fremspringende Kæber, flad Næse, stor Mund og tæt, blødt, sort Haar.
V. Den røde Race har skraa Pande, glat , stridt Haar, fremstaaende Kindben, stor Næse, fremstaaende Hage.
Den hvide eller eranske Race staar højest i Dannelse og har det mest udviklede Sprog. Ved sin aandelige Overlegenhed har den forstaaet at gøre sig til Hersker næsten overalt paa Jorden. Den gule eller mongolske Race tæller ogsaa Folkestammer med megen Dannelse; men en vis Træghed er som oftest betegnende for dens aandelige Liv i Modsætning til den eranske Races Kraft og Livlighed. Derimod har den mongolske Race den sejeste Levedygtighed og stiller meget ringe Krav til Livets Goder. Derved faar den Overtaget i kampen med den hvide Race om Livets Fornødenheder. Den mongolske race har Enstavelsessprog. Negerracen staar paa det laveste Dannelsestrin, og dens Sprog er meget ufuldkomment. Det er den Race, der bedst taaler det tropiske Vejrlag. Den har da ogsaa sit Hjem i det hede Bælte.
Disse tre Racer er de vigtigste. Indianerne og Malajerne gør sig ikke gældende hverken i aandelig Henseende eller ved deres Mængde. Under Trykket fra de andre Racer svinder de mere og mere ind og synes at gaa deres Undergang i Møde. Alle Folk har en vis Dannelse og egentlig »Vilde« forekommer ikke.
Om Folket i Kejserdømmet Japan hedder det: “Øernes Befolkning er i nær Slægt med Kineserne og har faaet sin Dannelse fra dem, men Japaneserne er tillige tapre, ærekære og renlige og overgaar langt deres Læremestre.”
Så godt står det ikke til i Afrika. “Sudán beboes mest af Negre, der kan taale det hede og vaade Vejrlag, da en stærk Hududdunstning holder deres Legeme svalt. De er dovne, barnagtige og heftige Mennesker med Evne til Efterligning, men uden egen Opfindsomhed.”
Og kommer vi længere sydpå, til Højafrika, beboes landene af “de dovne, men kraftige Bantunegre, der staar paa samme Dannelsestrin som Sudannegrene, men oprives af indre Kampe og frygtelige Slavejagter.”
Allerværst ser det ud med den australske befolkning: “De indfødte Folk paa Australlandet er Australnegere. De er hæslige, mørkebrune, skæggede Vildmænd, der af og til nedlægger en Kænguru, men for Resten lever af Orme, Larver og Rødder. De er i stærk Aftagende. Paa Øerne findes Papuaer og Malajer, hvilke sidste har vist sig stærkt modtagelige for Kultur og Kristendom. Da Vejrlaget er meget mildt, gaar de for det meste nøgne, men pynter sig med indridsede, farvede streger i Huden. Paa Sandwichøerne har de stiftet et kristent Rige, indrettet paa europæisk Vis, og alle Beboerne kan læse og skrive.”
Hvis I sommetider kan tænke, at gamle fok kan være noget firkantede i deres verdensopfattelse, så tænk på, at det er skræmmende få år siden, ovenstående faktisk var pensum. Det var dét, børnene lærte i skolen.
Hvis I gerne vil vide mere om, hvordan verden så ud i 1907, om religioner, næringsveje, de østindiske øer eller Konstantinopel, så spørg bare. Jeg har 128 sider uforbeholdent guld, som Skoleinspektør P. Lauridsen har sagt god for.
