Seneftermiddagshimlen havde gjort sig virkelig umage i dag. Jeg nåede at se den, inden den pakkede sig sammen til almindeligt mørke og aften. Det der med ’på vej mod lysere tider’ ER stadig mest … på vej.
Jeg er taknemmelig for, at jeg kunne se himlen i al dens pragt. Tidligere på dagen besøgte jeg min mor, og hos hende kniber det anderledes med at se. Det er svært at være vidne til, at en essentiel færdighed som synet forsvinder, men det er i særdeleshed hårdt for den, som øjnene sidder på.
Min mor er 92, og hendes dage har været fyldt ud med fjernsyn, Fyens Stiftstidende fra ende til anden hver dag, FamilieJournal fra ende til anden hver uge og samtlige krydsogtværser i både dag- og ugeblad. Det er sådan, hun kan lide det, og det er sådan, hun har holdt hjernen i form. I de seneste måneder er hendes syn svækket markant og alt for hurtigt, og det er virkelig svært at underholde sig selv og finde mening, når det, der giver allermest glæde at beskæftige sig med, tages væk. Det er næsten umuligt at følge med i verdens gang, når man kun kan læse overskrifterne i avisen og må sammenholde dem med det, man kan høre i fjernsynets nyhedsudsendelser, og på den måde sammenstykke verdens begivenheder. Det er trist, både at være i og være på sidelinjen af. Det fylder en del for tiden på begge sider.
Vi er i gang med at undersøge muligheden for hjælpemidler, der måske kan give fornyet luft i et stykke tid. I sådan en proces er der ventetid, og tålmodighed har aldrig været en af mors dyder, så det kæmper vi også med.
Jeg kan ikke lindre hendes frustrationer, og dybest set kan jeg heller ikke sætte mig ind i, hvad hun kan se eller ikke kan se, eller de tanker hun gør sig undervejs. Jeg kan bare konstatere, at vi aldrig kan forudse, hvordan vi ældes.
Eller hvor længe vi kan glæde os over spektakulære scenarier som en januarsolnedgang.
