Jeg er den, der altid husker at slukke lyset. Den, der lægger alt på plads og ved, hvor alting er. Jeg er også bedst til at pakke opvaskemaskinen. Sådan har jeg rigtig mange gode egenskaber. Jeg er også god til at rende efter de andre, som ikke er så dygtige, og fortælle, at nu har de IGEN glemt at slukke lyset på badeværelset. Det manglede da bare. Det er jo spild af strøm, penge, verdens ressourcer, I ved.
’De’ er mest Morten. Han er meget dygtig til at efterlade tændte lamper på sin vej videre, og det husker jeg altid at kommentere.
I går eftermiddags frydede det ham derfor at sætte en trumf ind om badeværelset, “hvor DU ikke havde slukket lyset, da du tog af sted i morges!!”… Jeg kunne næsten ikke tro det, men jeg havde omvendt heller ingen gode modargumenter, og det var svært at påstå, at det sikkert havde været ham selv.
Han mente, at vi nu var kvit, og at vi i hvert fald ikke behøvede at påtale de små ubetydelige glemsomheder hver gang. “Hmm”, sagde jeg.
Men det er faktisk lidt mærkeligt: Lige før skulle jeg ud på badeværelset, og tænk, så var lyset tændt. Og jeg er endda alene hjemme … underligt!
Måske ER vi kvit.
Billedet foroven er en juledekoration, lyskæde i troldegrene. Den skal vi ikke huske at slukke, den må gerne være tændt døgnet rundt i december. Det er ikke en forglemmelse. Bare så vi lige har dét på plads.
