I går var min arbejdsdag som at spille høvdingebold med hænderne på ryggen.
Der blev skudt bolde på mig fra alle sider, og jeg blev ramt af dem alle sammen. Vil du skrive …?, Er du sød at rette …?, Kig lige på…, Jeg har brug for din hjælp til det her …, Har du fået oversættelsen af …?, Ved du om …?, Du er booket til …, Vil du læse det her …?, og jeg nåede ikke engang ind i det sikre høvdingeområde imellem skuddene.
Og da jeg mødte ind om morgenen, troede jeg, det var rundbold, jeg skulle spille.
Ser I billedet?
Sådan er dagene ind i mellem. Det er de dage, hvor man bliver bombarderet med opgaver, der trækker en i alle mulige andre retninger end den, man troede man skulle, og hvor det føles som om man er mere bagud, når man går hjem, end når man kommer. De dage kan jeg nu også godt lide. Det kan være både sjovt og berigende, når det uventede sker, og man lader sig føre med, uden at frustrationerne af den grund får grobund. Vi når som regel det vi skal alligevel.
Det skøre er, at jeg netop aftenen før havde hævdet, at mine dage egentlig ligner hinanden meget. Da troede jeg nemlig stadig, jeg skulle spille rundbold.
