Mange mennesker passerer igennem et levet liv, og når man som jeg er flyttet en del rundt i løbet af voksenlivet, er der skabt mange typer relationer. Nogle lever stadig, andre er gledet ud, og det kan der være mange grunde til. På den måde er tilværelsen vidunderligt dynamisk.
Særlig sjovt er det så, når et gammelt bekendtskab dukker op et helt uventet sted.
Måske.
Sommetider kan fornøjelsen ligge på et lillebitte sted.
Jeg var på søndagstur med nogle venner i et midtjysk skovområde. Det var en fødselsdagsgave, jeg indløste: En vandretur i godt selskab efterfulgt af frokost på et spisested i nærheden.
Jeg kommer sjældent på de kanter, og derfor syntes jeg, det var ret skægt pludselig at se to kvinder komme gående imod os på skovstien og genkende den ene som en gammel bekendt, jeg så en del til for 24-25 år siden.
Jeg og min mand kendte hendes mand fra vores kollegieår og da vi tilfældigt rendte ind i dem dengang, små ti år efter kollegietiden, ventede vi i begge familier vores første barn og var præcist samme sted i vores liv. Vi så en del til hinanden de næste par år. Vi fik hver en pige, og halvandet år senere kom der en lillebror til i begge familier. Vi holdt sommerferie sammen et år i et lejet sommerhus, med badebassin og barnevogne og alt det fællesskab, småbørnsforældre med børn i samme aldre bare har. Og vi besøgte hinanden og fulgte med i hinandens liv. I løbet af nogle år gled det ud igen, vi flyttede omkring, udviklede os forskelligt og var ikke helt så ens længere, og der var ingen dynamik i at holde fast. Siden blev begge familier brudt op, og jeg ved ikke meget om, hvordan det gik dem sidenhen. Jeg vidste dog, at hun bor på den egn, hvor vi gik i går, og jeg kunne sagtens genkende hende. Genkendelsen viste sig kun at gå den ene vej.
Jeg stoppede og hilste hjerteligt, endda med hendes navn. Hej, sagde hun bare og gik videre.
Du kan ikke genkende mig?
Neeej, ikke rigtigt…
Jeg sagde mit navn. Ingen klokker. Jeg nævnte hvor og hvornår vi kendte hinanden fra. Blankt ansigt. Jeg fortalte mine børns navne. Heller ikke noget.
Til sidst: Vi har også været på ferie sammen! På Langeland! Da drengene var fire-fem måneder…! Dæmrer det …?
Og så kunne jeg se, at hun fandt noget genkendelse frem fra de allerbageste hjernearkiver.
Nåååeh … ja …
Men da syntes jeg efterhånden, at forsøget havde trukket så længe ud, at jeg sluttede den dér og ønskede dem god tur, og vi gik videre. Det rumlede fortsat i mit hoved, og senere udtrykte jeg til mine venner, som jeg var på tur med, og som jeg har kendt endnu længere, at det alligevel var lidt trælst, at jeg ikke havde sat større aftryk.
Vi morede os lidt over episoden, og så sagde en af dem, at ’Men du er også bare så skidegod til at huske mennesker og ansigter. Dét der kunne sagtens være sket for mig også, men du kan bare huske alt!’
Han kan have ret. Det må jeg hænge mit selvværd op på. Det er ikke mig. Det er hende. Og de vigtige spor har jeg sat.
Trackbacks/Pingbacks